x

Devo-trommeslager død

Devo-trommeslager død

Alan Myers var post-punk-bandet Devos tredje trommeslager og var en del af bandet fra 1976 og næsten ti år frem. Myers skulle ifølge Billboard have kæmpet med kræft over en længere periode, hvilket i mandags endte med trommeslagerens død. Han blev 58 år gammel.

Medstifteren af Devo, Gerald Casale, bekræftede den dårlige nyhed til Billboard: "Alan Myers var en trommeslager med et usammenligneligt talent. Han var en uerstattelig komponent i at skabe lyden af Devo. Det var en sand fornøjelse af spille med ham i ni år, og jeg tiggede ham om ikke at holde op der i 1986".

Gruppens anden medstifter, Mark Mothersbaugh, beretter ligeledes rosende om Alan Myers: "Jeg tror, han nok er en af de mest indflydelsesrige trommeslagere derude lige nu, fordi han var virkelig god til at være præcis og minimalistisk," siger han Ritzau.

Myers var blandt andet med på Devos 80'er-hit "Whip It" og er også med i bandets dertilhørende musikvideo, hvor alle bandmedlemmer bærer ærmeløse, sorte rullekraver samt deres ikoniske hovedbeklædning bestående af en form for rød plastichat, der mest af alt får dem til at minde om legofigurer. I videoen ses Alan Myers desuden spille på elektriske trommer, hvilket ifølge Rolling Stones skulle have været en af årsagerne til, at Myers i sin tid forlod bandet. Se videoen længere nede.

Myers' trommestil blev nærmest legendarisk takke være flere af Devos udgivelser, og da det blev kendt, at trommeslageren var død, begyndte der at sprede sig små hyldester til den afdøde musiker. Blandt andet skrev Ralph Carney (Patrick Carneys onkel) følgende på Facebook: "Han var Devos bedste trommeslager og var desuden en af de første mennesker, der lærte mig om jazz. Jeg græder …", og at dømme ud fra fra antal "likes" er mange enige med Carney.

I et interview med musik-siden Spin i 2010 fortalte trommeslageren Freese, der begyndte at spille trommer for Devo i 1996, om hvilken indflydelse Myers' musikalitet havde haft på ham: "Det var det første album, jeg nogensinde fik, og jeg var otte år gammel. Jeg sad i min kælder og spillede det igen og igen, så det var helt sindssygt, da vi på vores sidste turné spillede det fra start til slut. Det er sjovt på den måde, at det (trommespillet, red.) er meget metronomisk, og mønstrene er meget velovervejede, nærmest som børnesange. Mange tror, at det er en trommemaskine, der står bag "Whip It", men det er Alan Myers".

Se Devos "Whip It":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA