Nyhed

Parken trækker sig fra melodi grand prix-kapløb

Parken kommer ikke til at huse det internationale melodi grand prix næste år

Når kampen om at blive europæiske mestre i popmusik næste år går ind, bliver det på dansk jord. Dog kan Ritzau i dag afsløre, at denne jord ikke bliver Parkens.

Selskabet bag Parken, Parken Sport & Entertainment, begrunder fravalget med, at forberedelserne til begivenheden er for omfattende, da det kan tage op til seks uger inklusive opsætning, generalprøver, semifinaler og så videre. Desuden udtrykker Anders Hørsholt, Parkens administrerende direktør, at Parken ønsker at tage hensyn til fodboldholdet F. C. København samt det danske landshold, der skal spille deres kampe i Parken.

Anders Hørstholt fortæller endvidere: "Vi har oplevet, at rigtig mange mennesker har bragt Parken i spil som et naturligt sted for den folkefest, der venter i forbindelse med det Europæiske MGP næste år. Og taget i betragtning, at et af historiens bedste MGP-arrangementer blev afholdt i Parken for 12 år siden, og vores beliggenhed midt i hovedstaden, så er det vel forståeligt nok. Derfor følte vi også, at det var bedst at undersøge tingene i god tid, og det har vi nu gjort. Desværre er konklusionen, at det ikke er aktuelt for Parken at huse det internationale MGP næste år". 


På trods af, at Parken har valgt at trække sig fra melodi grand prix-kapløbet, er det, ifølge Børsen, ikke sikkert, at hovedstaden er ude af billedet. Der er nemlig andre københavnske spillesteder, der har meldt sig, heriblandt DR's koncertsal og B&W-bygningen på Refshaleøen. Den administrerende direktør for Wonderful Copenhagen, Lars Bernhard Jørgensen, har været med til at finde Københavns bud på grand prix-lokationen og udtaler følgende om Parkens beslutning til Børsen: "Vi er selvfølgelig kede af, at Parken har valgt at trække sig, men vi er meget fortrøstningsfulde i forhold til de to stærke og unikke venues, vi stadig har på hånden, nemlig DR Byen og B&W-bygningen."

Foruden de nu to københavnske bud er også tre jyske bud i spil. Der er tale om henholdsvis Jyske Bank Boxen i Herning, Statsfængslet i Horsens og Margrethe Hallerne i Fredericia. Ud af de jyske byer må det antages, at Jyske Bank Boxen er det mest oplagte valg, idet den har den største kapacitet på 15.000 tilskuere, hvoraf de 12.000 er siddepladser.

ANNONCE