Efter en hurtig reboot i vores lejr vendte vi tilbage mod festivalpladsen kl.18.00, for at fange de meget omtalte drenge i ICEAGE. Vi har tidligere på redaktionen haft vores betænkeligheder ved hele seancen omkring ICEAGE og dertilhørende drejebogsideer fra de kedelige, og lykkeligt glemte 80'ere, om hvad 'punk' skal være, men efter adskillige opfordringer om at deres liveshows bare 'skal opleves' drog vi mod Arena. Desværre ankom vi cirka 15 minutter forsinket, men vi lod os forstå at drengene havde startet med 10 minutters navleskuende electro-drone, så vi følte ikke, at vi var gået glip af noget, særligt fordi vi var kommet med overbevisningen om, at deres eskapader på scenen skulle stå i skarp kontrast til deres indspillede og træge postpunk.
Efter 25 minutter måtte vi erkende at det her, det kunne vi ikke finde ud af. De hvide blomster på scenen virkede totalt forfejlede, frontmand-Elias' skabede attitude mindede mere om en washed up Axl Rose, end om en frådende Henry Rollins. Drengenes 'don't give a fuck'-attitude forekom indstuderet, træg og fortænkt. Det var ikke ekstrovert, da var ikke hårdt, det var ikke vildt, det var ikke i fjæset. Det var sgu ikke rigtigt noget :( Redaktionen ønsker drengene held og lykke med deres musik og det, men vi håber ærligt talt ikke at det her er det hårdeste bæst på den danske punkscene.
Nu havde vi brug for en pick-me-upper, som vi håbede på, at ANAAL NATHRAKH kunne levere. Desværre hørte vi kun lige lidt smadder ude foran teltet, da vi pga. scheduling conflicts med fælles madspisning inden THE NATIONAL ikke havde mere tid. Det lød dog klart som noget, vi på redaktionen kunne have indfundet os med at stå og have nikket lidt med hovedet til en halv times tid.
Men ja, THE NATIONAL – der var lovet snavecore af bedste skuffe, hvor man bare skulle stå og hænge med sin dame og et par venner og nyde lidt rolig musik i det gode vejr. Desværre for den ene halvdel af redaktionen udeblev hans kæreste, så det var kun den anden halvdel, der fik fornøjelsen af at stå og kramme og kysse lidt til koncerten. Det hjalp helt klart på oplevelsen! Rent musikalsk var det ikke helt tydeligt om THE NATIONAL kom ud over scenekanten. Det var uden tvivl 'flot musik', som iøvrigt var meget veleksekveret, men var man ikke-allerede THE NATIONAL-lytter hjemmefra, var denne koncert måske ikke det der fik os til at tilføje THE NATIONAL til vores snave-spilleliste i SPOTIFY. Efter en halv times hygge bagerst ved tribunerne blev vi enige om at finde nogle øl og komme i gear til de norske drenge fra KVELERTAK (billedet). Her var det straks til at se, at KVELERTAK et af Metaldanmarks absolutte hovednavne i år på ROSKILDE FESTIVAL.
Alt, hvad der kunne gå og kravle af langhårede folk (med undtagelse af den helt hårde kerne af METALLICA-fans) med SLAYER-T-shirts og noget med ugler og dæmoner tatoveret på armene havde indfundet sig under ARENAs telt, hvor KVELERTAK allerede var i højeste gear fra start af. Drengene beviste, at der var en grund til, at de er blevet så store på kort tid – de spillede sidst på ROSKILDE FESTIVAL i 2009, hvor de ikke engang havde udgivet en plade, så de var meget taknemmelige for at se det store fremmøde. De bød på en hitparade fra deres to udgivelser KVELERTAK og MEIR, og vi hyggede også gevaldigt i selskab med noget af det bedste svenskercore i nyere tid. Ikke så meget pis, bare tryk på og den perfekte opvarmning på resten af aftenen. Forsangeren valgte da også at afslutte koncerten med at råbe "OG SKYND JER FOR HELVEDE SÅ AT KOMME OVER OG SE METALLICA!" – et tilråb, folk tog til sig.
Vi så også første halvdel af METALLICAs to-en-halv-times lange koncert, men det var ikke lige os – ud fra dagens anmeldelser leverede drengene dog varen, så det var godt for dem, der havde set frem til årets danske metalbrag.
