Vi mødte den fremadstormende rapper på Roskilde Festival
Den fremadstormende 20-årige rapper fra Detroit med den vilde opvækst, Angel Haze, har en helt utrolig baggrund. Angel Haze begyndte at lave musik for fem år siden, efter hun stak af fra den kult (hendes valg af ord), som hun voksede op i. Som et medlem af "Pentecostal Greater Apolostic Faith" var musik, dating, smykker og en masse andre ting bandlyst.
Fra en sekt i Detroit til rapper i New York
Angel boede på gaden som 10-årig, da hendes mor smed hende ud. Hun fortæller, hvordan det har gjort hende meget filantropisk.
Angel Haze: – "Jeg får masser af gratis sager. Jeg giver altid ting væk, jeg kommer aldrig til at stoppe med at give til dem, der har et større behov en mig, selvom jeg måske engang imellem bliver udnyttet."
Angel Haze, eller Raykeea Wilson, som hun hed dengang, voksede op i Detroit. Her blev hun som syvårig udsat for seksuelt misbrug af flere mænd. Dette varede tre år, og Angel har konfronteret oplevelsen, bl.a. ved at (om)skrive Eminems "Cleaning Out the Closet" om sine oplevelser. Sangen er utrolig stærk og decideret ubehagelig, da den på en meget direkte måde beskriver Angels forfærdelige oplevelser som en lille pige.
Angel Haze: "På den tid besluttede jeg mig for, at det var på tide at kaste min psykologiske bagage fra mig. Jeg sagde: fuck det, nu skriver jeg den her sang og får det ud en gang for alle."
"Reaktionen har været helt utrolig, jeg har haft så mange unge, der er kommet op og har fortalt mig om, hvordan sangen har hjulpet dem igennem deres egne traumer. Der er sådan en forskel i opfattelsen af voldtægt, når det sker mod kvinder i forhold til mænd. Når mænd bliver voldtaget, er det svært for folk at forlige idéen om, at mænd vil have sex hele tiden med idéen om voldtægt. Det er jo en utrolig syg måde at tænke på Jeg kan slet ikke forholde mig til det."
Sproget i hiphoppen
Et af temaerne i hendes tekster er religionen, og hun har markeret sig i sit store gennembrudshit ("New York2), hvor hun tørt erklærer: "I'm Satan and I'm a take your ass to church" og Angel Haze er (som en del af hendes kolleger i rappen) blevet kritiseret for det og hendes generelle brug af bandeord i sine tekster.
Angel Haze: "Her er mit perspektiv, jeg er helt klart en meget velartikuleret pige, og jeg kan tale i årevis uden at bruge bandeord, men når du går ned ad gaden, og der er én, der råber: "hej du", så vender du dig ikke om. Hvis derimod personen råber: "What the fuck!" Så får de din opmærksomhed. Folk kan skrive om, hvor mange bandeord, jeg bruger i mine tekster, "Angel Haze sagde 61 bandeord i én sang", så lytter de til den, men vulgære ord er stadig bare ord, de har ingen betydning for mig. Det er bare støj."
Hvornår vil du sige, at ord kan forårsage skade?
Angel Haze: "Aldrig, i hvert fald ikke mig. Måske andre, men jeg tror ikke, at de bandeord, jeg bruger i mine tekster skader folk. Jeg ville aldrig skrive noget for at skade en anden person".
Angel Haze fortæller om, hvordan hun alligevel følte, hun måtte tage til genmæle mod rapperen Lupe Fiascos sang "Bitch Bad", hvor han forsøgte at forsvare kvindehad i sange.
Kærligheden for Angel Haze
Angel Haze har vaeret meget åben omkring sin seksualitet og fortæller gerne om sit koncept "panseksuel".
Angel Haze: "Det betyder, at jeg ikke forelsker mig i folk baseret på deres køn. Jeg dater faktisk lidt i mønstre, dreng, pige, dreng, pige. Jeg går ikke og tænker, jeg er straight eller gay. Hvis du kan få mig til at grine, kan jeg elske dig."
Og musikken
Angel fortæller, hvordan hun først hørte musik fra Notorious B.I.G. for nogle måneder siden. Hendes mor og familiens religiøse tro ville ikke tillade hende at høre musik, så det var et element der manglede i hendes opvækst.
Angel Haze: "Jeg begyndte først at lytte til musik, da jeg var 15 og har måttet lytte til musik, som jeg kendte fra film til at begynde med og bygge op fra det. Jeg har faktisk ikke haft tid til at lege catch-up endnu, men jeg kendte musikken fra film, jeg havde set, jeg havde set en fjollet kærlighedsfilm med musikken fra New Radicals. Da jeg saa fik internetadgang kunne jeg google musik og gik fra Eminem over Kanye West. Forskellige kunsterne, så jeg byggede mine indflydelser ved at hoppe rundt mellem lignende kunstnere."
Angel beretter begejstret om både hiphop-programmet på Roskilde og også om den senere gæsteoptræden fra MØ (hun nævner Kendrick Lamar, Joey Bada$$ og Danny Brown). Angel beskriver MØ som en meget spaendende kunstner på grund af hendes meget forskellige indflydelser, såsom drum and bass og det elektroniske. MØ kunne senere fortælle, hvordan hendes egen "sloppy, cronky rap" er "en diametral modsætning til Angels meget klare og præcise rap". Klokken tre om natten, to timer senere, stod hun på scenen med, hvad der måske bliver det næste topnavn i international hiphop til et af festivalens bedste shows. Angel Haze rockede Cosmopol.