Nyhed

Manic Street Preachers afslører albumdetaljer

Bandet spoler filmen tilbage i september

Allerede for adskillige måneder siden forlød det, at Manic Street Preachers arbejdede på et nyt studiealbum i de legendariske Hansa-studier i Berlin. Og nu har de maniske gadepræster løftet sløret for såvel titel som trackliste og udgivelsesdato for det kommende udspil, som har fået titlen "Rewind the Film" og udkommer 16. september.

Man kan dog allerede nu høre titelnummeret, som er tilgængelig til download, hvis man forudbestiller albummet på iTunes. Der vil være tale om gruppens 11. studiealbum - og det seneste siden "Postcards From A Young Man", som udkom i 2010 og fik fire stjerner med på vejen af GAFFAs Kristian Bach Petersen. "For meget rundgang og overflødigt fyld på habilt rockende jubilæumsalbum", skrev han blandt andet ved udgivelsen.

Manic Street Preachers blev oprindeligt dannet i 1986 og debuterede med "Generation Terrorists" seks år senere. I 1995 forsvandt gruppens guitarist Richey James Edwards sporløst, og formodes i dag at være død. Siden sidste album har gruppen optrådt i Danmark ved flere lejligheder - sidste forår kunne de således opleves på såvel den jyske Jelling Festival som i Amager Bio i København, hvor GAFFAs udsendte honorerede indsatsen med fem flotte stjerner.


Tracklisten til "Rewind the Film" ser således ud:

This Sullen Welsh Heart
Show Me The Wonder
Rewind The Film
Builder of Routines
4 Lonely Roads
(I Miss The) Tokyo Skyline
Anthem For A Lost Cause
As Holy As The Soil (That Buries Your Skin)
3 Ways To See Despair
Running Out Of Fantasy
Manorbier
30 Year War

ANNONCE