Nyhed

Quadron giver ekstrakoncert

Duoen imødekommer den store efterspørgsel og giver endnu en koncert

Quadrons koncert på Store Vega den 30. oktober blev udsolgt på ganske få dage, og nu stabler den danske duo endnu et Vega-show på benene dagen efter, altså den 31. oktober.

Duoen bor til dagligt i USA, nærmere betegnet Los Angeles, og har arbejdet sammen med store kunstnere som Kendrick Lamar og Tyler the Creator.

Quadron gav i sidste weekend koncert under årets Roskilde Festival, hvor GAFFAs anmelder Peter Ramsdal var til stede og skrev følgende: "Fra det første nummer "LFT" strømmede det ud med fløjlsblød, forførende, frodig elektronisk soulpop, som er født ud af en Michael Jackson-tradition" og konkluderede: "Det er ikke så ofte, at et lille land som Danmark fostrer verdensstjerner i musikkens verden, men sangerinden Coco O fra Quadron har bestemt potentialet til at blive det". Læs hele den femstjernede anmeldelse her.


Ud fra ovenstående anmeldelse, samt andre musikkritikeres vurdering af Roskilde-koncerten, burde der altså være noget at se frem til, når Quadron til efteråret igen lægger vejen forbi Danmark. 

Koncerten foregår som sagt i Store Vega den 31. oktober, og billetterne kan findes via GAFFA Live.

Det er også muligt at opleve Quadron på Train i Aarhus den 1. november, hvor der stadig er ledige billetter. Disse kan ligeledes findes via GAFFA Live.

ANNONCE