x

Dead Can Dance: Vi skal nå et vist niveau, ellers bryder vi sammen

Dead Can Dance: Vi skal nå et vist niveau, ellers bryder vi sammen

På årets Roskilde Festival spillede den engelsk/australske duo Dead Can Dance deres første koncert i Danmark, nogensinde, 32 år efter at bandet blev dannet. Duoen alias de to sangere og multiinstrumentalister Lisa Gerrard og Brendan Perry udgav i 80'erne og 90'erne en stribe plader med en særegen blanding af gotisk rock, post-punk, folk, ambient, renæssancemusik, verdensmusik og meget mere. Brendan Perry sang på engelsk, og Lisa Gerrard på sit eget hjemmelavede sprog.

Gruppen udsendte alle deres album på det stilskabende engelske selskab 4AD (dengang kendt for navne som Cocteau Twins og This Mortal Coil og nu for Bon Iver, The National og Efterklang) til støt stigende salgstal, men holdt en lang pause fra 1998 til 2011, kun afbrudt af en turné i 2005, for at fokusere på deres solokarrierer. Karrierer, der for Lisa Gerrards vedkommende blandt andet har bestået af musik til film som "The Insider", "Gladiator" (som gav hende en Golden Globe) og dokumentarfilmen "Samsara".

I 2012 udgav Dead Can Dance deres ottende studiealbum, "Anastasis", og indledte en lang verdensturné, der som nævnt bragte dem til årets Roskilde Festival, hvor de gav en meget rost koncert. GAFFAs anmelder Peter Ramsdal tildelte eksempelvis deres optræden fem stjerner under overskriften "Smukt gotisk parløb". Kort før koncerten fangede GAFFA den ene halvdel af bandet, Lisa Gerrard, i gruppens turbus til en snak om gruppens genforening og mulige fremtid.

Hvorfor gik du og Brendan fra hinanden, dengang i 1998, og hvorfor fandt I sammen igen?

– Brendan og jeg gik aldrig fra hinanden. Vi har vores forskelle. Når folk sagde, at vi var stoppet, undrede det os, for vi havde aldrig besluttet ikke at arbejde sammen. Det fungerede bare ikke rigtigt dengang. Det har altid handlet om at få vores idéer kanaliseret ind i værket. Vi mødtes for at lave noget, men vi følte os ikke sikre på materialet. Heller ikke selvom de ting, vi havde lavet, var virkelig smukke, for det var de. Jeg har siden lyttet til demoerne og tænkt: Hvorfor fungerede det ikke? Men det gjorde det ikke. Og for Brendan og jeg har det altid skullet føles rigtigt.

Så det vil sige, at der findes en masse uudgivet materiale?

– Ja, det gør det, men det er umuligt at gå tilbage og arbejde med det. Når du har forladt det, kan du ikke gå tilbage, for du kan ikke genkalde ånden fra dengang. Så foretrækker vi at skabe nye ting.

Men hvordan fandt I så sammen igen?

– Jeg arbejdede i Los Angeles, på musikken til "Samsara" (dokumentarfilm fra 2011, red.). Brendan kontaktede mig og sagde, at han skulle give nogle koncerter i Los Angeles, og han inviterede mig til en af dem. Jeg gik til koncerten, og han spillede blandt andet nogle gamle Dead Can Dance-sange. Jeg blev meget trist, da jeg hørte dem, for de numre var så stor en del af vores liv, så stor en del af vores kunstneriske vision og mindede mig om alle de ofre, vi havde bragt for musikken. Når vi arbejdede på vores musik, satte vi alt andet til side. Vi har arbejdet sammen, siden vi var børn. Det fortalte jeg ham bagefter, og han spurgte mig så, om jeg syntes, vi skulle tage tråden op igen. Jeg sagde, at jeg ville elske at prøve at give det et skud.

– Så det er et spørgsmål om tilfældet og om at løbe en risiko. For vi skal arbejde uden frygt. Så snart tvivlen sniger sig ind, kan vi ikke arbejde. Vores standard er så konfrontatorisk, vi er absolut nødt til at nå til et vist niveau, og hvis ikke vi kan det, bryder vi sammen. Så kan vi ikke fortsætte. Det er så skrøbeligt. Jeg forventer ikke, at andre skal forstå det. Jeg har en datter, som er kunster. Hun konfronterer en masse ting med den abstrakte bevidsthed, som er hendes kunstneriske sjæl. Det kan jeg absolut forholde mig til. De praktiske ting i hendes liv er meget sværere for mig, men når det handler om hendes abstrakte bevidsthed, kan jeg hjælpe hende, for det er noget, jeg har arbejdet med hele mit liv. Og jeg ved, at Brendan har det på samme måde.

– Jeg har arbejdet med mange andre kunstnere, men jeg har aldrig haft samme mentale forbindelse med nogen, som jeg har med Brendan (duoen dannede også par privat i nogle år tilbage i 1980'erne, red.). Den dybe fælles forbindelse til mytologi, til et værks landskab, farver, måne og stjerner, dets poesi, historie, ikke kun dets følelsesmæssige struktur. For at give eksempel: Der var engang en politisk bevægelse i Grækenland, som havde miniature-bouzoukier (et græsk strengeinstrument, som Dead Can Dance også bruger, dog i fuld størrelse, red.), som de gemte under jakken og spillede protestsange på. Hvis de blev pågrebet med det instrument på sig, blev de henrettet. Sådan noget er vi meget inspireret af. Især jeg, fordi jeg synger på et abstrakt sprog, så jeg må have nogle virkelige mytologiske koncepter at trække på for at gøre udtrykket sandt.

Læs et længere interview om blandt andet Dead Can Dances fremtid og syn på musikbranchens udvikling i de senere år, i GAFFAs artikelsektion.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA