x

Daft Punk fortsætter samarbejdet med Nile Rodgers

Daft Punk fortsætter samarbejdet med Nile Rodgers

Det er ikke sidste gang, at guitaristen og funk-kongen Nile Rodgers og Daft Punk har arbejdet sammen. Dette afslørede Rodgers for nyligt i et interview med DJAZZ TV, da han fortalte, at elektroduoen havde vist interesse for igen at skabe et nummer med ham.

Nile Rodgers har, ifølge BillBoard, fundet noget af sit eget gamle materiale i Warner Musics pladebibliotek og vil nu kræve det tilbage for at genbruge det til et nyt projekt. I det nye projekt vil Rodgers blandt andet færdiggøre nogle ufuldendte numre fra hans tidlige år i det amerikanske r&b- og diskoband Chic, der havde deres storhedstid i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne. Men dette har han ikke tænkt sig at gøre alene: "Daft Punk vil gerne lave mindst et af numrene med mig, så det ville være rigtig fedt, fordi de respekterer musikken, de forstår den," udtalte Rodgers til DJAZZ TV.

"Get Lucky", der foruden Nile Rodgers også inkluderer Pharrell Williams, har siden udgivelsen ligget nummer et i over 25 lande, heriblandt USA, Storbritannien, Frankrig, Italien, Tyskland og Danmark.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA