Jonathan Demmes bragende flotte koncertfilm efterlader publikum både animeret og inspireret. Premiere i dag.
(Vurdering: Fem ud af seks stjerner)
Instruktøren Jonathan Demme har på baggrund af Neil Youngs optræden Ryman Auditorium, Nashville, skabt en perle af en film. ”Heart of Gold” modtog fortjent publikumsprisen til Copenhagen Film Festival i april og har premiere i dag.
Demmes umiddelbare anledning til lave ”Heart of Gold” var udgivelsen af "Prairie Wind", der kom i stand, da Neil Young blev diagnosticeret med en aneurisme i hjernen, som skulle fjernes kirurgisk. Samtidig var det for Neil Young en periode præget af faderens død.
Begge elementer træder frem i koncerten – som overvejende består af sange fra "Harvest", "Harvest Moon" og "Prairie Wind" – som er Youngs tilbageblik over et liv med megen kærlighed og musik, men også med en ny erkendelse af livets skrøbelighed, hvilket stiller de tidligere produktioner i et nyt lys.
Det tyder på en vis sjælens karskhed, at Young med udsigt til at få hovedet skåret op valgte at kaste sig ud i et nyt pladeprojekt. Et usentimentalt sindelag, der også fungerer som bolværk mod, at filmen bliver flæbende eller patetisk. Som f.eks. når faderens fremskredne demens beskrives med strofen: "Trying to remember, what my daddy said, before too much time, took away his head".
Den stramme tematisering om tilværelsens nære, men store omdrejningspunkter betyder, at visse af Neil Youngs kuriositeter om yndlingsvovsen "Old King" og "This Old Guitar" fremstår som det kit, der holder sammen på en koncert med kærlighedserklæringer til bl.a. livsledsagersken Pegi, og begrædelige tab af venner som Danny Whitten i ”The Needle and the Damage Done".
Selve koncertoptagelsen er en æstetisk pryd. Ud over at ”korpige” Emmylou Harris ser bedårende ud i koboltblå countrykjole, er lyssætning, bagtæppe og påklædning perfekt afstemt til musikkens farver. Samtidig er lydkvaliteten uovertruffen i forhold til traditionelle live-optagelser, og sangene sidder lige i skabet.
Der er tale om et studie i musikalsk integritet, lige fra første færd, hvor Neil Young kommer til syne med cowboyhat, vindbidt ansigt og øjne, der både er mørke af kærlighed og vredt plirrende, når verdens uretfærdighed rammer.
Young fremstilles ikke som nogen virtous udi small-talk, men enkelte anekdoter bliver det dog til. Bl.a. historien om Youngs forpagter ”gamle Louis”, der spurgte, hvordan en ung mand havde råd til at købe en farm. Youngs svar: "Well, I’ve just been lucky, Louis … just lucky", har næppe tilfredsstillet Louis’ nysgerrighed..
Og på sin vis kan man godt sidde og føle lidt med gamle Louis. Hvor ”422 dage i dybet” skildrer det mørke, der løber i Sort Sol, og ”Some Kind of Monster” udstiller Metallicas behov for en ydre fjende, kommer Jonathan Demme ikke rundt om kunstneren på samme måde som i traditionelle rockumentaries.
Det er imidlertid heller ikke filmens ærinde. ”Heart of Gold” et stærkt billede på Youngs følelser anno 2005 og kaster nyt lys bagud over tidligere materiale. Filmen skal ses, fordi det på alle områder er en bragende flot koncertoptagelse, der efterlader publikum både animeret og inspireret.
"Heart Of Gold" har premiere 2. juni i Dagmar, København og Cinemaxx, Århus
