Eddie Vedder og co. udgiver deres længe ventede album efteråret – hør den første single her
GAFFA kunne i sidste uge berette, at Pearl Jam på deres hjemmeside var i gang med en nedtælling. Mange forventede, at der var tale om nedtællingen til bandets albumudgivelse eller udgivelsen af den første single fra det kommende album. Dog var dette ikke tilfældet. Nedtællingen omhandlede derimod offentliggørelsen af bandets omfattende amerikanske turné, der kommer til at strække sig fra oktober til december. Men nu er der til gengæld nyheder, der vil glæde Pearl Jam-fans over hele verden: albummet "Lightning Bolt" udkommer den 14. oktober, og den første single "Mind Your Manners" derfra kan høres allerede nu.
"Lightning Bolt" bliver Pearl Jams tiende studiealbum og udgives i USA på Monkeywrench Records/Republic Records, i øvrigt en dag senere end i resten af verden, og internationalt på Universal Music Group International. Albummet er produceret af Brendan O'Brien, der har produceret fem af Pearl Jams tidligere album og mikset yderligere tre. Han har med andre ord været involveret i alle bandets udgivelser siden 1993, kun med undtagelse af den selvbetitlede plade fra 2006. Brendan O'Brien har gennem tiden produceret adskillige af andre store navnes udgivelser, heriblandt kan nævnes Mick Jagger, Soundgarden, Bob Dylan, Papa Roach, Train, The Killers, Korn, Limp Bizkit, The Offspring, Rage Against the Machine og Bruce Springsteen.
"Lightning Bolt" kan allerede i dag forudbestilles via iTunes og pearljam.com/lightningbolt, og singlen "Mind Your Manners" udgives ligeledes i dag.
Hør "Mind Your Manners" her: