Nyhed

Hør Justin Timberlakes nye single

Første single fra del 2 af "The 20/20 Experience" er netop offentliggjort

Justin Timberlake har netop udgivet singlen "Take Back The Night", som er første single fra del 2 af hans album "The 20/20 Experience", som udkommer 30. september. Du kan høre singlen nedenfor.

Blot få dage efter at "The 20/20 Experience," Justin Timberlakes første album i syv år, blev udgivet i marts, begyndte der at gå rygter omkring en forestående efterfølger.

– Jeg er nødt til at rydde op i disse rygter. Hele dette rygte om, at det nye album kun er den første del ... er sandt. Der er en anden halvdel. Men jeg tror ikke, jeg kan give en dato, sagde Timberlake dengang.

I maj postede Timberlake så et billede på sin Instagram-konto, hvor han bekræftede, at del to af "The 20/20 Experience" vil blive lanceret 30. september.

GAFFAs anmelder Sohail Hassan var godt tilfreds med del 1 af "The 20/20 Experience", som han tildelte fem stjerner og blandt andet skrev følgende om:

"De 12 numre på deluxe-udgaven spreder sig over et større musikalsk spektrum end blot r&b og pop, men der er også numre, som følger den vindende opskrift fra tidligere. Selv om tempoet er skruet gevaldigt ned, så forbliver kombinationen af Timberlake og Timbaland potent og eksplosiv. Når de to leger, bydes der på rytmiske driblinger i Michael Jackson-højder."


Justin Timberlake optrådte i øvrigt på Wireless Festival i London i aftes og besøger festivalen igen i morgen, denne gang sammen med Jay-Z. Ellers er han på turné i USA og Canada året ud, med en enkelt afstikker til iTunes Festival i London 29. september.

Hør "Take Back The Night":


ANNONCE