Nyhed

The Beach Boys bruger Auto-Tune på nyt album

Fans mener, det lyder “pinligt”

The Beach Boys har efterhånden et par år på bagen, og ikke mindst er det deres firestemmige kor, de har kunnet bære deres karrriere igennem med. Men måske den tid er ovre nu. For nu ser det ud til, at bandet har overgivet sig til nyere teknologi i form af Auto-Tune. 

Pitch-værktøjet, der for alvor blev kendt i folkeører med Chers "Believe" i 1998, er ellers blevet beskyldt for at ødelægge vokalen i popmusikken med dens robot-lignende lyd.

At de kære 60'er-ikoner nu har kastet sig over Auto-Tune, har selvsagt chokeret fans. Særligt fordi deres vokal-harmonier altid har været deres største force. 


Ifølge Uncut Magazine, så er deres nye album "Live - The 50th Anniversary Tour", optaget fra sidste års tour, plastret ind i Auto-Tune. Magasinet kalder det "et kæmpe problem, der vil ødelægge oplevelsen for de fleste lyttere." Og både Brian Wilson og Mike Love får stemplet "horrible metalliske lyde" på deres vokalpræstationer. 

Fans har også været ude med riven og kalder lytteoplevelsen for "pinlig". En enkelt fan har endda stillet spørgsmålet, hvorvidt bandet overhovedet havde hørt optagelsen, inden de udgav den. Et svar, der måtte besvares med et "nej". 

The Beach Boys selv fortæller, at de ikke var klar over de effekter, der blev tilføjet under koncerterne. Bruce Johnston, der har været med siden 1965, svarede til beskyldningerne:


"Du fortæller mig, de har brugt Auto-Tune? Og det er fakta? Så ved du mere, end jeg gør. Jeg havde ikke noget at gøre med produktionen af dette album. Det er jeg ked af at høre. Det ser ud til, at vi lever i pitch-korrekte tider. Måske de skulle starte en nye Grammy-kategori navngivet Best Pitch-Corrected Recording. Men tag det fra hestens mund; vi bruger det ikke på scenen. Jeg synes egentlig, jeg har en hæderlig pitch selv."

ANNONCE