Nyhed

Juanes indtager KB Hallen

Det latinamerikanske succes-fænomen allerede tilbage den 2. august

Fyre, lås jeres kærester inde. Der er latin lover-alarm i det ganske København, når colombianske Juan Esteban alias Juanes den 2. august besøger KB Hallen. Sidst han lagde vejen forbi byen, var Store Vega ikke stor nok, og siden – skønner arrangør ICO Concert Promotion – er Latinamerikas favorit-rocker kun blevet mere populær.

Efter en årrække i heavy metal-orkestret Ekhymosis albumdebuterede Juanes som solist med 2000’s ”Fijate Bien”. Det var der ikke mange, der bed mærke i, hverken indenfor eller udenfor Latinamerika, men med opfølgeren ”Un Dia Normal” var historien en ganske anden. Fra den ene dag til den anden var den unge colombianer et af kontinentets allerstørste navne, og også USA tog notits af Juan Estebans guitarforstærkede latin pop.

Med dette års ”Mi Sangre” har Juanes rettet sigtekornet mod Europa, og Tyskland er allerede faldet: Her har albummet kæmpet sig helt op på albumhitlistens førsteplads. I Danmark kommer det næste store slag som sagt til at stå i KB Hallen, og billetsalget er startet via Billetnet.dk og 70 15 65 65, meddeler ICO.


ANNONCE