x

Twista kommer til Danmark

Twista kommer til Danmark

Med 20 år på bagen i branchen er Twista efterhånden et veletableret navn, både på den europæiske og amerikanske hiphop og R'n'B scene, dels med eget materiale og dels med andre anerkendte samarbejdspartnere som Ludacris, Kanye West, Ruff Ryders og R. Kelly. 

Twistas karriere tog for alvor fart i 1992, hvor han officielt blev kåret til "Verdens hurtigste rapper" af Guinness Book of World Records. I 2004 røg hans album "Kamikaze" direkte ind på førstepladsen på den amerikanske Billboard 200 Album Chart, og førstesinglen "Slow Jamz" med Kanye West og Jamie Foxx gik også nummer et i USA. Twista arbejder i øjeblikket på sit niende studie-album, der forventes på gaden senere i år, og for første gang nogensinde besøger han så endelig Danmark. 

Når Aarhus Festuge i år løber af stablen, kigger den amerikanske rapper forbi byen den 5. september på VoxHall, hvor han vil blive flankeret af et line-up af danske og amerikanske acts. Der er tale om amerikanske Realz og danske DJ Hones, Joey Moe og David Jay. Allerede 31. august kan han også opleves i Pumpehuset i København.

Billetsalget er allerede i gang og kan købes via spillestedernes hjemmesider.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA