Nyhed

Pet Shop Boys stryger til tops

Marie Key beholder sin første plads på albumhitlisten, men har electro-pop-duoen lige i hælene

Vanen tro har GAFFA kigget på ugens albumsalg herhjemme på den officielle danske albumhitliste. Vi har set på hvem der er i toppen, hvilke nyheder, der er at finde og hvem, der har rykket sig gevaldigt.

Sidstnævnte er specielt interessant i denne uge, hvor engelske Pet Shop Boys er kravlet hele femten pladser op ad listen og har ramt en imponerende andenplads. På den vis ånder duoen sangerinden Marie Key i nakken, der ellers ligger nummer et for tredje uge i træk. Marie Key har ligget på listen i hele 38 uger, men har først inden for de sidste tre ramt førstepladsen, hvilket blandt andet kan skyldes den øgede opmærksomhed, sangerinden har fået ved sine mange festivaljobs.
På tredjepladsen finder vi, ligesom i sidste uge, danske Quadron, hvorimod rapperen Jay-Z, der ellers bragede direkte ind på andenpladsen i sidste uge, denne gang må slå sig til tåls med en sjetteplads.

Den øverst placerede nyhed på denne uges liste er Robin Thicke med albummet "Blurred Lines", der kommer ind på en 13. plads, og Magtens Korridorer stryger direkte ind på en 17. plads med deres live-album "Smukfest 2012".


Blandt de albums, der har været befundet sig længst tid på listen finder vi foruden Marie Keys "De Her Dage" Adeles "21", Medinas "For Altid", Rasmus Seebachs "Mer End Kærlighed", Nephews "Hjertestarter" samt Lukas Grahams selvbetitlede album.

Se alle de officielle danske hitlister her.

ANNONCE