Nyhed

Nirvana genudgiver ”In Utero”

I efteråret udsendes rockbandets tyve år gamle plade på ny

I anledningen af, at Nirvanas album "In Utero" har tyve års jubilæum den 23. september, udgives albummet selvsamme dato igen. Den nye version skulle, ifølge NME, både indeholde demoer, originale b-sider og liveoptagelser.

"In Utero" blev Nirvanas sidste album, inden Kurt Cobain i april 1994 begik selvmord. Det oprindelige "In Utero" bestod af 12 numre, men genudgivelsen vil bestå af hele 70 numre, heriblandt også tidligere ikke-udgivede numre. Liveoptagelsene på "In Utero" stammer fra en koncert, bandet spillede på Pier 48 i Seattle den 13. december 1993. Disse optagelser vil ligeledes komme som live-dvd, og udgives samme dato som albummet.

"In Utero"-albummet, der blandt andet indeholder kæmpe-hittene "Heart-Shaped Box" og "All Apologies", blev i sin tid produceret af Steve Albini i Pachyderm Studio i Minnesota, og indspilningerne af det sagnomspundne album tog kun to uger.


Albummet har solgt over 3,6 millioner eksemplarer alene i USA.

ANNONCE