Vellykket koncert i NRGI Park i Århus, trods småulden lyd
Onsdag aften gav de engelske elektroveteraner Depeche Mode koncert i NRGI Park i Århus, tre en halv måned efter trioens roste optræden i Parken i København. Og det blev, trods en lidt ulden stadionlyd, en ganske fin koncert med en særdeles veloplagt Dave Gahan i front.
Sætlisten var næsten identisk med koncerten i Parken, men Depeche Mode overraskede dog ved at fremføre de gamle firsersange "It Doesn't Matter Two", "Leave In Silence" og "Photographic", der kun er blevet luftet lejlighedsvis på gruppens igangværende turné. Ellers var sangene ikke overraskende især hentet fra gruppens seneste album "Playing The Angel", mens de tre klassiske album "Black Celebration", "Violator" og "Songs Of Faith And Devotion" fik lov at levere hver tre numre.
Koncerten kan i øvrigt downloades mod betaling fra Depeche Modes officielle hjemmeside.