x

El-P får hjælp af Reznor og Mars Volta

El-P får hjælp af Reznor og Mars Volta

Indie-hiphop-favoritten El-P – alias El Producto – er kendt og elsket for sine bidrag til grupper som Company Flow og Cannibal Ox, men har på det seneste især dyrket producer- og solokarrieren. Nu er et nyt album med den vittige titel ”I’ll Sleep When You’re Dead” stærkt på vej fra den produktive herre, og han har hyret et par spændende gæster til at give en hånd med.

Nummeret ”Flyentology” er blevet til i samarbejde med Trent Reznor, der både som frontmand i Nine Inch Nails og som producer for blandt andre Marilyn Manson har svunget taktstokken over industrial-rocken med sikker hånd de sidste ti år. Stadig under konstruktion er El-P’s samarbejde med Mars Volta, der har gjort stort indtryk på eventyrlystne rockfans med deres hæmningsløst eksperimenterende neo-prog. Interessant kan det dårligt undgå at blive.

”Jeg har omtrent fire sange tilbage, og så er albummet færdigt,” fortæller El-P om opfølgeren til 2002’s anmelderroste ”Fantastic Damage”. Albummet har endnu ikke fået en officiel releasedato.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA