Smukfest: KarriereKanonens finalister kæmpede

I år har været et stærkt år for Live Camp. Mange kunstnere og et højt niveau. Der har både været glimt ind i en process og mere færdige udtryk, men bestemt masser af potentiale og mindst seks gode koncerter. Live Camp blev afgjort mandag aften, og tirsdagen handlede det kun om KarriereKanonen.

Karrierekanonen har i løbet af de sidste måneder skåret deres felt ned fra de 1400 ansøgere til de otte finalister. Og det var så dagens program at se, hvad de kunne live. Otte ret forskellige udtryk, og bestemt ikke lige langt i definitionen af deres lyd.

I skrivende stund er det ikke afsløret, hvem der vandt (det er i mellemtiden blevet offentliggjort: The Minds of 99, Vild $mith og Amin Karami, red.), og det kan bestemt heller ikke have været nemt at vælge de tre vindere. Baseret udelukkende på koncerterne har undertegnede dog et par favoritter.

The Minds of 99 var uden tvivl det mest overvældende. Et band, der står i flammer og leverer deres sange knivskarpt. De har skabt et unikt univers, der både trækker på postpunkens frustrationer og den højspændte patos. En frontfigur, der brænder igennem og holder lytteren fanget i de mange modsatrettede energier. Af og til bliver det en smule ivrigt, men man har en klar fornemmelse af, at det kan blive stort. Og så er det nok årets danske sang, de har skrevet, i "Det Er Knud Som Er Død". En iskold og sitrende hyldest til Knud Rasmussen, via Tom Kristensens ord. Et band, jeg har store forventninger til.

Kinck er en hæsblæsende frontfigur. Dejlig, dynamisk og fuldstændig sig selv indtager hun både scenen og publikum. Ud over maskiner er der også live-guitar og bas, og specielt bassen gjorde virkelig en forskel i at bevare drivet og energien. Hun har ikke rigtig sangene endnu, men talentet, lyden og det visuelle er af internationalt format.

Helmet Compass er god slacket narkorock. Intet pis, lange udknaldede stykker og en bandfeeling, man tror på. De mener hvert et ord, men det var ikke hele Skanderborg, der var klar på deres helhjertede hyldest til drugs og kærlighed. Til gengæld var det en af de koncerter, der slet ikke led under den åbne himmel, varmen og lyset. Det passede perfekt at blive blæst igennem af droner, guitarer og psych.

Vild $mith (billedet) spillede til sidst og stod nok også som de mest scenevante. Fuldstændig på hjemmebane og med et hurtigt flow imellem de tre rappere, der fyldte hele scenen. Der er både trap, twerk og minimal hiphop, men generelt ikke så meget lyd ud over massiv bas, som gav masser af frirum til vokalerne, der udnyttede den plads og supplerede hinanden perfekt.

En joker kunne være solisten Amin Karami. Meget modig koncert, med kun hans vokal oven på maskiner. Singer/songwriter i et Burial-lydbillede, med afstikkere mod det mere soulede. Det er et virkelig stærkt univers, han har skabt, men numrene minder lige lovlig meget om hinanden, med ens tempo, lyde og opbygninger. En spændende idé, jeg glæder mig til at høre blive færdig.

Alle otte bands spillede til, men det var de fem, der gjorde det største indtryk på undertegnede.

I det hele taget et højt niveau og et ambitiøst arrangement. Live Camp er en kæmpe oplevelse for de nye bands, og der bliver gjort ekstra meget for, at kunstnerne føler sig værdsat. Backstageområdet summer af goodwill, og der bliver minglet og handlet og aftalet på kryds og tværs af bands og branchefolk. Et virkelig godt tiltag, som fortjener al den ros, de kan få, både til arrangørerne og de frivillige, der får det hele til at blive en dejlig oplevelse, både for musikere og mediefolk. Man kunne godt ønske sig, at flere af de mange teltliggere ville komme forbi tidligere på dagen, men de, der kommer får fede koncerter og en smuk start på festivalen.