Nyhed

Kronprinsen fik pris på Smukfest

Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik er årets modtager af Polka Verner Legatet

Se flere billeder fra prisuddelingen i GAFFAs gallerisektion

I aftes var der hele to prinser til stede på Smukfest i Skanderborg. Både Prince og så en rigtig prins, nemlig Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik, der er årets modtager af det såkaldte Polka Verner Legat, som i 2002 blev indstiftet af Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt og siden er blevet uddelt hvert år på Smukfest.

Ifølge bestyrelsen bag legatet får Kronprinsen prisen på cirka 200.000 kroner, fordi "han er et moderne menneske, der med sin måde at leve sit liv på og sit engagement i omverdenen i høj grad er med til at inspirere andre og sprede glæde og begejstring omkring sig."


Kronprinsen har lovet at give pengene videre til støtte til dansk musik. Mere præcist til hvem bliver ifølge DR offentliggjort til efteråret.

Ved uddelingen af prisen nævnte Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt blandt andet, at Kronprinsen er kendt for sin store musikinteresse. Noget, som han talte om i et interview med Alex Nyborg Madsen på P3 i 1995, hvor Kronprinsen blandt andet spillede gangstarap med Niggaz With Attitude, eller Niggaz Without Attitude, som Søs Egelind kom til at kalde dem, inden hun rettede det. GAFFA har også tilbage i 2003 interviewet Kronprinsen om hans musikbegejstring, og det interview kan du læse her.

I sin takketale sagde Kronprinsen blandt andet, at han var glad for at modtage prisen på "den smukke festival", og at musik betyder meget for "mig og Mary", men at han ikke ville sige for meget, for "I vil jo ikke høre en prins tale, I vil hellere høre en prins synge," hvorpå han præsenterede Prince.


De to stiftere oprettede i 2002 legatet som en hyldest til Polka Verner, alias Finn Grunnet Sørensen, der blandt andet var trommeslager i de hyppige Smukfest-gæster Erling Erlang & Trio. Siden sin start har legatet vokset sig større, og det tildeles til en eller flere markante personligheder fra musik og/eller underholdningsbranchen.

De tidligere modtagere er Erling Erlang & Trio, Stig Møller, Otto Brandenburg, Henning Stærk, MC Einar, Thomas Winding, Tina Dickow, Annisette, Peter Sommer, hotelmutter Turid Guf Enevold fra Brundby Rockhotel på Samsø, Flemming Quist Møller, Søren Østergaard, tidligere Roskilde-chef Leif Skov, Povl Dissing, Mikael Bertelsen og sidste år Sanne Salomonsen og Jørgen de Mylius.

Pengene til legatet stammer fra auktioner på nettet samt donationer fra festivalen og dens samarbejdspartnere, hvilket i år har bragt 202.158 kroner i legatkassen.


Se flere billeder fra prisuddelingen i GAFFAs gallerisektion

ANNONCE