Cowboy Jack Clement skrev sig ind i musikhistorien sammen med folk som Johnny Cash og Jerry Lee Lewis
"En af mine yndlingspersoner på hele planeten," har Kris Kristofferson kaldt Cowboy Jack Clement - legendarisk og nu afdød producer og sangskriver i Nashville, Tennessee. Clement forfattede Johnny Cashs tidlige hit "I Guess Things Happen That Way," coproducerede U2's "Rattle & Hum" – og var via sin tilknytning til legendariske Sun Records i halvtredserne manden bag tidlige optagelser med Jerry Lee Lewis og Roy Orbison.
En "fantastisk karakter, som helhjertet støttede alle de rigtige ting i branchen og var sjov oven i købet", sagde Kristofferson ved samme lejlighed om Clement, som i sin tid producerede Waylon Jennings-klassikeren "Dreaming My Dreams" og blev optaget i Nashville Songwriters Hall of Fame tilbage i '73.
I sine senere år var Clement aktiv som dj på Sirius XMs Outlaw Country Channel, ligesom han tilbage i 2005 var genstand for den poetisk betitlede dokumentarfilm "Shakespeare Was a Big George Jones Fan." Og nå ja, så var det i øvrigt Clement, som stod bag det karakteristiske blæserarrangement til Cashs hit "Ring of Fire."
I går takkede han definitivt af – 82 år gammel – efter tidligere på året at være blevet optaget i The Country Music Hall of Fame.