Nyhed

The New Brand vandt Emergenza

Københavnsk upcoming-band skal til international finale i Tyskland

Sidste år vandt anarkistiske Rock Hard Power Spray både hjemme og ude, og nu står det så klart, hvem der skal forsøge at gøre dem kunsten efter. The New Brand (foto: Lars Bjarnø) er årets vindere af talent-konkurrencen Emergenza Festival, og de skal nu til den tyske festival Taubertal Open Air for at forsvare Rock Hard Power Sprays internationale mestertitel i skarp konkurrence med bands fra Europa, Canada og USA.

The New Brand blev kåret enstemmigt af en jury bestående af repræsentanter fra Offbeat Booking, spillestedet Gimle, Copenhagen Records og DR P3. På henholdsvis anden- og tredjepladsen kom københavnske Rebound Rubies og Mindcall fra Odense. Førstepladsen indbringer ud over international konkurrencedeltagelse både studietid, cd-produktion og en professionel fotosession.

Emergenza Festival 2006 har siden konkurrencens start lagt scene til 96 bands fra hele landet. 48 blev valgt ud til semifinaler i Københavns Lille Vega og Århus’ VoxHall, og 12 fandt herfra vej til den endelige finale i Store Vega. Nu er årets Emergenza nået til vejs ende, men for The New Brand fortsætter konkurrencen altså i Tyskland, hvor den store hovedpræmie er en 2007-turné i USA.


ANNONCE