x

White Lies: ”Det nye album er vores Songs For The Deaf”

White Lies: ”Det nye album er vores Songs For The Deaf”

Det er tre friske fyre i midt20'erne, som kører kaffe ned i Universals kantine på Kensington High Street i den centrale del af London. Entusiasmen og begejstringen er ikke til at tage fejl af; vi har at gøre med en positiv og energisk trio, der tror på egne evner uden på nogen måde at virke arrogante eller selvfede – bare basal glæde og entusiasme, simpelthen. Og de har måske heller ikke så meget at være kede af. Allerede inden første album var de genstand for en reel "bydekrig" hos de engelske pladeselskaber. Hvem var heldige/velhavende nok, til at sikre sig den fremadstormende, unge trio, der havde styr på udtryk, power og hits? White Lies havnede hos Universal og skuffede ikke.

Debutalbummet gik nummer et i UK og kastede internationale hits af sig som titelnummeret "To Lose My Life" og "Farewell To The Fairground" for at nævne et par stykker. Men hvordan er det så, når tre gamle venner laver en plade, og med et trylleslag stryger til tops, mens en hel branche vil sælge deres gamle mor for at få dem under deres vinger. Er man så overhovedet i stand til at sætte pris på succesen, eller er det nærmere syndromet "født rig, dø rig og hvad så?" Ikke ifølge trommeslager Jack Lawrence-Brown:

– Det er rigtigt, at White Lies kom godt fra start, da vi udsendte vores debutalbum i 2009. Men forinden havde vi bandet Fear Of Flyíng, som vi dannede, da vi var 14-15 år gamle, og vi var massivt upopulære. Vi kender udmærket følelsen af at tage bumletoget hele dagen op til Nordengland for så at spille for seks mennesker, der kigger den anden vej. Vi ved præcis, hvordan det er at være en fiasko.

– Vi har lavet så mange fejl, at du ikke drømmer om det. Så nu hvor vi har dedikerede og trofaste fans, kan du tro, vi sætter pris på det, supplerer guitarist og forsanger Harry McVeigh, hvis talesprog, åbenhed og smil umiddelbart ligger milevidt fra den store dystre melankolske sangstemme, han råder over.
  
At dyrke sin egen stil
Svar accepteret. Det kan være, at Fear Of Flying var en katastrofe, men siden White Lies så dagens lys, har de tre London-drenge ikke sat mange skridt forkert. På rekordtid har de banket et solidt publikum op, turneret vidt og bredt som hovednavn og supportet topartister som Muse og Coldplay.  Album nummer to "Ritual" nåede ikke helt samme kommercielle højder som debuten, men medvirkede til at konsolidere bandet, og nu er tredje album, "Big TV" klar til masserne.

Chefarkitekten i Queens Of The Stone Age, Josh Homme, udtrykte til denne skribent, at et ungt band typisk vælter al deres umiddelbare energi ud på de to første album, men at få artister faktisk kommer videre til album nummer tre. Men det har White Lies gjort, betyder det, at bandet sidder tilbage med en følelse af at "yes, vi gjorde det", nu har vi et bagkatalog, en karriere, vi er kommet for at blive?

– Ja, på en måde, vi har i hvert fald aldrig tidligere været så velforberedte, inden vi er gået i gang med en indspilning. Ed Buller har som på debuten produceret, og vi har helt sikkert følelsen af både at have udviklet os og styrket vores egen stil, mener bassist Charles Cave.

For lige at dvæle et øjeblik ved Josh Homme. Han sagde, at et band ofte reflekterer på en anden måde fra det tredje album. Har I noget nyt at sige på Big TV?

– Det er sjovt, at du nævner ham. Songs For The Deaf  var Queens'… tredje album, og det er en af mine absolutte personlige favoritter. Det er helt tydeligt, at Josh har taget essensen af bandets to første album og videreudviklet det til deres højdepunkt – efter min mening. I min bog er det lidt det samme, som vi har gjort denne gang på "Big TV", altså både udviklet os og vist, at vi har noget på hjerte og samtidigt holdt fast i det, der er vores kerne og primære udtryk, fortæller Harry.

– Noget at det, vi har arbejdet meget målrettet hen imod, er at ramme det, der er kernen i White Lies. Min gamle engelsklærer sagde: "Der er meget få ting at skrive om, men de emner der er kan så til gengæld formuleres på uendelige måder". Altså, hvis du dropper at skrive om kærlighed, så er der sådan kun cirka 25 procent tilbage. Ser du på teknologien i dag, er det ufatteligt let for en band at "genopfinde" sig selv. Med et tryk på en knap kan du ændre alle keyboards til "slapbass". Det er faktisk hverken svært eller banebrydende. Det, vi har søgt, er at eksaminere de sange, som vi synes har været vellykkede tidligere, og så prøve at bruge de samme elementer i nye konstellationer, i nye sange, frem for at prøve at skabe et totalt nyt univers. Det har været vores primære fokus, og det har taget os et helt år at lave "Big TV". Vi har i lange perioder boet privat hos Ed Buller i Bruxelles, som har spillet en afgørende rolle for det færdige resultat. Det har været en superfed proces, siger Jack.

På tur med en plastiskpose
White Lies' storladne, let dystre og både synth- og guitarbaserede poprock har gjort, at de naturligt er blevet slået i hartkorn med artister som Interpol, Editors, Joy Division og kongerne Depeche Mode. Ikke mindst McVeighs vokal taget i betragtning. Referencer som trioen gennem årene har lagt afstand til, men ikke så markant denne dag.

– For at være ærlig har Interpol da haft en indflydelse, men der er så mange andre ting. Jeg vil tro, at jeg hører musik fire-fem timer om dagen, og er der nogen, vi alle kan enes om, er det en artist som 80'er-fænomenet Tears For Fears, og så spøger Talking Heads altid et eller andet sted. Som vokalist har jeg da hørt Ian Curtis, elsker John Grant, men skal jeg nævne en anden, som de andre måske vil håne mig for, vil jeg sige Shane McGowan. "Fairytale Of New York" af The Pogues er sangskrivning og vokalpræstation på det højest tænkelige niveau.

Alle smiler, men tænker sit. McGovan er måske rockverdenens mest berygtede, nulevende drukkenbolt. Uden mange pløkker tilbage i kæften.

– Vi arbejder med en fra hans crew. Han kunne tage på en måneds turne kun med en plastikpose, ingen kuffert, og så byggede de en slags pavillon bagest på scenen, hvor han kunne foretage sig alt – inklusive at tømme tarmene. Den mand er ufattelig – og ganske utroligt stadig i live. Han stopper aldrig med at drikke. Han har været 80 i 100 år, siger Jack og Harry i munden på hinanden.

I skarp kontrast til sympatisørerne i White Lies, der alle tre ser sunde og veltrænede ud, og måske nok kan holde en fest, men hvis venskab og sammenhold er fokuseret på at skabe så stærk og slagkraftig musik sammen som overhovedet muligt. Og indtil videre har de jo klaret sig meget godt.


De hader os i Frankrig, men elsker os i Danmark

Har I fans overalt?
– Vi skal ikke klage, men i lang tid hadede de os i Frankrig, men det går bedre nu. Der er mange gode steder, og et af dem er helt sikkert Danmark, her har vi en virkelig stærk kontakt med publikum. Vega er et af de absolut bedste spillesteder i verden, vi har været både i Store og to gange i Lille Vega. Vi kommer igen den 25. november, og vi elsker det. Så var vi med i en MTV-konkurrence for nogle år siden, hvor vinderen fik en "fuld skala" koncert hjemme i dagligstuen, hvilket blev hos en teenage-pige i Roskilde. Vi spillede, det var totalt sjovt, og den gruppe af piger, der var til stede den aften, de er kommet til alle vores danske koncerter, tror jeg, og mon ikke vi ses i Vega igen til november? De er i hvert fald mere end velkomne.

I lære som stadionrockere

I har supportet både Muse og Coldplay på store stadionturnéer, har I lært noget af dem?
– Ja, vildt meget, det har været virkelig spændende. Jeg tror, at begge bands for en del år siden indså, at de var i position til at performe på et andet og større niveau, end de tidligere havde gjort, og som jeg ser det, er de gået til opgaven på to vidt forskellige måder. Muses tilgang har været filminstruktørens eller den store dramatiker og iscenesætters position a la "hvordan kan vi skabe den størst tænkelige og mest spektakulære audio/visuelle totaloplevelse i forhold til lys, lyd og scenografisk opsætning". Coldplays tilgang har mere været som vores egen: "Hvordan kan vi bedst tænkeligt kommunikere vores sange og finde samhørighed med publikum i denne skala."

Er I parate til at gå i deres fodspor?
– Det er ikke situationen, som det ser ud nu, men hvis det skulle ske, har vi haft et par fantastiske læremestre og vil være godt forberedte på at tage de eventuelle skridt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA