x

Kevin Aviance overfaldet i New York

Kevin Aviance overfaldet i New York

Kevin Aviance var en sensation på den homoseksuelle dance-scene sidst i halvfemserne, hvor den høje, skaldede og mørke drag queen hittede med numre som ”Da Da Din” og senere, i 2003, med ”Alive”. Natten til søndag var Aviance – døbt Eric Snead – på vej hjem fra en bøssebar på Manhattan, da han blev overfaldet af fire 16- til 20-årige, der sparkede ham i hoved og ryg.

Under angrebet råbte de fire unge mænd gentagne gange ”bøsse” efter Aviance, hvorfor de er anklaget for ”hate crime”-overfald og ditto chikane – en særligt skærpende omstændighed i sager som disse. De fire er for øjeblikket i varetægt hos New Yorks politistyrke, mens Aviance kommer sig på hospitalet.

Fra sygesengen har sangeren fortalt New York Times, at han er særligt fortvivlet over overfaldets timing. Han var booket til at optræde på et væld af events forud for New Yorks Gay Pride Parade den 25. juni, men må nu sandsynligvis aflyse dem alle, ikke mindst fordi et brud på kæbebenet har gjort det nødvendigt at give Aviance en støttebøjle omkring munden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA