x

Teitur på vej med album – hør hans nye single

Teitur på vej med album – hør hans nye single

Den færøske sanger og sangskriver Teitur udgiver 16. september sit sjette album, der har fået titlen "Story Music". Albummet er indspillet i en gammel isfabrik på Færøerne, som er bygget op til studie – i øvrigt Færøernes første musikstudie. Det er derfor det første album, Teitur optager på Færøerne, og det er indspillet med Teiturs mangeårige samarbejdspartner, produceren Jonas Bloch Danielsen i samarbejde med norske George Tanderø (A-ha, Lene Marlin, Magnet etc) og den hollandske producer Reyn.

Albummet rummer alt fra minimalistiske udtryk til brede lydlandskaber og store orkesterarrangementer. Om albummet fortæller Teitur selv:

"Story Music er kompositioner og storytelling. Musikerne er for det meste lokale navne i alderen 9-86 år. I alt 60 styk. Det er i de fleste tilfælde indspillet og sunget live, og jeg har stået for alle arrangementer på nær enkelte, blandt andet et af Van Dyke Parks. Der er dansable numre, palindromsange, repetitioner, Disney-agtige sange, store kompositioner, sange med blot to akkorder, monotoni, Michala Petri, grotte-optagelser, drone-feedback-guitarer, pinlig stilhed og meget mere. Det er, med andre ord: Story Music."

Albummet indeholder også bidrag fra den amerikanske komponist og arrangør Nico Muhly (Grizzly Bear, Björk, Anthony & the Johnsons), som Teitur tidligere har arbejdet sammen med i diverse musicalsammenhænge, samt som nævnt den legendariske veteran-arrangør Van Dyke Parks (Beach Boys, The Byrds, Randy Newman, Joanna Newsom med flere). Parks så Teitur give en koncert i USA sidste år og kontaktede ham efterfølgende med henblik på at få lavet et arrangement til et nummer. Det endte med det filmiske "It's Not Funny Anymore", den eneste sang, der ikke er indspillet på Færøerne. Det blev i stedet til i Holland med et 30 mand stort klassisk orkester.

Teiturs verdensturné starer i Danmark omkring albumudgivelsen og fører ham rundt i det meste af Europa, til Sydamerika i december og Nordamerika med mere i 2014. Turen offentliggøres om kort tid.

Teitur debuterede i 2003 med albummet "Poetry & Aeroplanes", der blev fulgt op af "Stay Under The Stars" (2006), det færøsksprogede "Kata Hornid" (2007), det herhjemme guldsælgende "The Singer" (2008) og "Let The Dog Drive Home" (2010). Han har desuden udgivet live-dvd'en "A Night At The Opera" (2009) og ep'en "Four Songs" (2012).

I GAFFAs septembernummer, der er på gaden 30. august, kan du læse et stort interview med Teitur.

Første single fra det nye album, der udkommer i denne uge, er "Rock and Roll band", en hyldest til bands af den gamle æra, der dyrkede "sex, drugs and rock'n'roll-stilen, blandt andre Rolling Stones. Du kan høre sangen her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA