Nyhed

Se ny video med Outlandish

Lever vi for at arbejde, eller arbejder vi for at leve? Det er spørgsmålet, som danner ramme om ny musikvideo fra Outlandish.

Det danske band Outlandish har aldrig været bange for at vise eftertænksomhed i deres tekster og musikvideoer. Det gør sig også gældende i den nye video til singlen "Better Days", der følger en hårdtarbejdende taxachauffør igennem det københavnske natteliv.

Sangen "Better Days" er fra albummet "Warrior//Worrier", som udkom i maj 2012. I forbindelse med udgivelsen fik GAFFA et interview med bandet, som beskriver de tanker, der ligger forud for pladen. Lenny Martinez forklarer: "Vi har stillet os selv spørgsmålet, hvorfor man er, som man er som menneske; hvorfor man har, de følelser man har og hvordan de tanker, man gør sig og de oplevelser, man får, påvirker én som person. Hvorfor ender man der, hvor man ender?"

I 2012 førte Outlandish en "Movember"-kampagne, som havde til formål at øge opmærksomheden på mænds sundhedsproblemer og indsamle penge til Kræftens Bekæmpelse og prostatakræft. I forbindelse med kampagnen indgik Outlandish et samarbejde med filmselskabet Zentropa, som tilbød at producere bandets næste musikvideo. Samarbejdet har nu båret frugt og ledt til fødslen af videoen til "Better Days".


Outlandish har siden deres gennembrud i år 2000 udgivet fem album og spillet verdenen rundt. I sidste uge gav trioen koncert på Smukfest, hvor de fik 4 stjerner af GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt, som fortsat lader sig imponere af de efterhånden garvede kunstnere.

Se videoen til "Better Day":


ANNONCE