x

GAFFA møder nogle af Blachmans seks mentorer

GAFFA møder nogle af Blachmans seks mentorer

Veloplagt som en overstrømmende turistguide, der skal sælge sand i Sahara. Sådan fremtræder Thomas Blachman på denne dag i DR-byens store foyer. A man with a plan. Og så kommer det, vandfaldet. Manden, der engang var trommeslager fyrer en hvirvel af med tungebåndet, og vi griner og bliver fanget. Blachman er i zonen, og det her kan blive godt.

Seks unge og talentfulde sangere bliver udstyret med hver deres mentor i form af en kendt og respekteret dansk kunstner. De er følgende kendte danskere:

Anne Dorte Michelsen – fik sit gennembrud i Tøsedrengene, hvor hun som sangskriver markerede sig med landeplagen "Sig at du kan li' mig", hvor medkomponist var Klaus Kjellerup. Lang solokarriere med succes i bl.a. Japan. Desuden cabaret i bl.a. Venter På Far.

Waqas Qadri – medlem i trioen Outlandish. Waqas har pakistanske rødder og er fortrinsvis kendt som rapperen i bandet. I Outlandish er han i meget høj grad indpiskeren, som skaber stemningen mellem gruppen og publikum.

Julie Bertelsen – Julies baggrund er grønlandsk/dansk. I 2002 opnåede hun en 2. plads i talentkonkurenten Popstars. Hun har udgivet fem soloplader, hvor afden første, der hed "Home", udløste tre priser ved Danish Music Awards. Hun leder også et kor, som stammer fra Nuuk, og vandt TV2's korkonkurrence All Stars i 2010.

Nikolaj Nørlund – er den fødte mentor. Hans indsats for mange grupper i den danske undergrund på sit selskab Auditorium, går der frasagn om. Blandt de mere vellykkede projekter er Mellemblond, Niels Skousen og Ulige Numre. Blandt en masse kunstnere.

Lucy Love – født i 1985 med engelsk mor og zambiansk far, men opvokset i Danmark. Oprindelig landets førende indenfor Grime, den specielle engelske kombination af UK Garage, Drum & Bass, Dancehall og lignende former. Har siden 2009 udsendt tre plader i nært samarbejde med producer og mentor, Yo Akim. Er desuden uddannet billedkunstner.

Nikolaj Steen – indspillede første gang som 14-årig, men betegner sig selv som en søgende sjæl. Har prøvet det meste, fra solist over producer til skuespiller og filmmager. Nikolaj har alle værktøjer, når det gælder mentorrollen, for han kender branchen – på godt og ondt.

Showet fokuserer på mentorerne, og om de gør deres arbejde godt nok. Dommere er seerne. Den efterhånden erfarne Lise Rønne er vært for showet, mens idémanden selv, Thomas Blachman, kommer til at have en fri rolle omkring showet.

Endelig er der Parlophone, som har en rolle. Vi har talt med Lars Bennike fra det hæderkronede engelske pladeselskab:

- Vi står for udgivelsen af musikken til Mentor-programmerne. Vi starter i programmets start med at udgive seks ep'er med mentorerne, hvor der er fem sange på hver, så vi også får en musikalsk baggrund for hver enkelt mentor. Hvem de er, hvor de har spillet og hvad de laver. De har selv valgt numrene. Desuden vil vi undervejs udgive musik fra programmerne med mentees. Og når programmet er færdigt: mon der så ikke bliver en større finaleplade?

- Det bliver sådan, at over de otte uger som forløbet varer, udsendes der hver fredag en digital mulighed for at høre aftenens numre. Man går bare ind på iTunes, Spotify eller andre digitale medier. Og til sidst vil det hele blive samlet fysisk i en samlet udgivelse.

 

Men hvad siger mentorerne selv. Vi har talt med næsten alle:

Waqas Qadri:

- Jeg vil tilføre programmet lidt etnisk krydderi. Vi er jo lidt nogle enere indenfor dansk musik i form af vores baggrund og de indflydelser, vi har kommer jo vidt forskellige steder fra. Så som tredjeverdenslande som Pakistan, Nordafrika og Sydamerika, og alle de ting har vi jo blandet i vores musik. Det mødte en del modstand før vi gik i gang.

- Producerne havde jo lidt svært ved at forstå, hvad det var, vi ville, og hvor navnet Outlandish også kommer ud af. Og jeg tror, at hele den tankegang er blevet taget med ind overfor vores mentees og skubbe dem ud i nogle steder, hvor der måske ikke har været. Uden at jeg dog skal lave en Agnes Obel om til en Tina Turner. Det er ikke det, jeg er ude i. Men presse dem lidt og få dem til at opleve sider ved dem selv, som de måske ikke kendte.

- Det har vi gjort meget med os selv. Det har simpelthen været en lang rejse for os, så vi bliver ved med at udvikle os, som vi gør det fra plade til plade. Så det sidste, vores mentees skal tro er, at de er fuldt udviklede. For det er en lang rejse.

GAFFA: Men er du ikke mest rapper, mens Isam nærmere er sangeren?

Waqas Qadri: (ler): - Jo, men vi er jo en levende organisme i Outlandish, så vi er inde over hinanden og jeg vil betegne mig selv som meget musikalsk anlagt. Selv om min gymnasielærer i sin tid sagde at jeg var tonedøv, og musik ikke lige var noget, jeg skulle begå mig i.

GAFFA: Så I er hinandens mentorer?

Waqas Qadri: - Ja, helt afgjort. Folk har også spurgt, hvem mine mentorer var, men man har jo ikke haft andre end drengene i bandet, for vi voksede sammen og har været hinandens inspirationskilder. Skubbet til hinanden, så hvis en har leveret noget godt, gælder det om at komme op og ramme samme niveau.

GAFFA: Er det sundt, at det bliver blæst op som fredagsunderholdning?

Waqas Qadri: - Det her format, synes jeg faktisk er fint. For det er ikke sangerne, der har noget på spil. Det er mentorerne, der har noget at miste. Det er os, der skal præstere. Og dem der er inde over er rigtigt dygtige til det, de laver. Og så er Blackman ret spøjs, og man sidder også og griner, samtidig med at der er meget af det, han siger, der passer. Og så er der altså brug for den skæve vinkel. Og som mentor husker vi ham ikke mindst fra tiden med Al Agami og Remee. Så det giver credibilitet til konceptet.

Lucy Love:

- Jeg vil tilføre programmet noget friskhed, kant og noget alternativt. Og så tror jeg bare, at vi er så forskellige. Vi er ikke to, der er ens, og så er jeg også den yngste (Lucy Love er 28 år. Red.) Og jeg tænker jo altid på helheden, hele pakken. Jeg skal rundt og nå alle områderne. Der er mange, der siger, at man skal fokusere på musikken eller performance, men jeg vil gerne hele vejen rundt og tænker ikke mindst meget visuelt. Jeg mener, at skal man lave musik i dag, skal man være opmærksom på sit image, for man brander jo sig selv. Så jeg synes at, hvis man vil være på den kommercielle scene, skal man arbejde på de områder også. Folk er selvfølgelig forskellige, men jeg har altid valgt at gøre alting selv, fordi jeg kan! Det er ikke alle, der kan det. Eller tror, at de kan.

Jeg har jo gået på Det Fynske Kunstakademi, hvor jeg blev boosted til at tro på, at jeg kunne alt. Men min personlige mentor er Yo Akim, som jeg laver min musik sammen med, og som har lært mig alting. Og det er ikke noget, man kan købe sig til.

Nikolaj Nørlund

- Jeg har jo prøvet mentorrollen før i mange sammenhænge, så det ligger ikke så langt fra det, jeg gør til daglig, hvor jeg hjælper folk med at finde deres lyd og optimere deres potentiale. Så det vil jeg fortsætte med, selvom det selvfølgelig her er i en anden ramme. Det er på tv, og jeg har ikke valgt de folk, jeg skal arbejde med. Men jeg laver musik, og det er så i denne sammenhæng, at jeg gør det nu. Det er det samme for mig, at jeg er musiker og hele tiden prøver på at gøre det så godt som muligt. Og det har jeg også tænkt mig at gøre her.

Jeg startede jo ud med Trains And Boats And Planes, og Kramer (kunstnernavn for Mark Kramer. Red.) som producerede de første tre Trains-plader, har jeg da lært utroligt meget af. Der lavede jeg jo ikke andet end at kigge over skulderen og lære, hvordan man lavede en plade. Det havde jeg ikke prøvet før. At få det til at hænge sammen og blive en enhed, hvad der var interesant og hvor hurtigt man skal gøre det. Og at tro på sig selv og hvad man nu syntes, og sådan har jeg arbejdet lige siden. Jeg arbejder meget på instinkt. Træffer valg. Et arbejde, der kræver, at man stoler på, at "det meste af tiden har du jo ret!"

Så det er business as usual. Bare på tv.

Nikolaj Steen

- Jeg har haft et langt musikalsk liv og startede med at spille på den første plade, da jeg var 14 år gammel. Har været på alle sider af "kameraet", har både spillet foran, har instrueret og skrevet filmmanuskripter. Har produceret, optrådt som sanger, guitarist og trommeslager, så jeg kender mange af siderne af det, at lave musik og optræde. Så det tror jeg selvfølgelig, at jeg kan bruge. Nu ved jeg jo ikke, hvem jeg får som mentee, men jeg vil nok i højere grad bruge min musikalske side end eksempelvis Lucy Love, som er billedkunstner også.

GAFFA: Nu er du jo lillebror i en familie, hvor mange er gået i forvejen, både dine forældre (jazzmusiker Niels Jørgen Steen og skuespiller Avi Sagild. Red.), søster (Paprika Steen. Red.) og halvbrødre (guitarist Mikkel Nordsø, m.fl.) havde jo fuld fart på, men har altid virket meget søgende, ikke?

- Jo, men jeg ved ikke om min familie var mentorer. Jeg fik nogle råd, som var gode og dårlige. De kom fra en tid, som ikke var min, for mine halvbrødre er jo 15 år ældre end mig. Men jeg har været søgende, og så er jeg af natur meget rastløs. Så jeg har brug for at skifte. Specielt da jeg var yngre, kunne jeg ikke fokusere på at være et sted særligt længe ad gangen. Så det var superfedt for mig at være i stand til at være i studiet i to måneder og lave en plade og så blive sluppet ud og komme ud og spille måske som sanger. Og når man så havde stået der med alt ansvaret, kunne det være fedt bare at fyre den af og spille trommer. Så på den måde har det været meget vigtigt for mig at kunne det her. Og at være søgende. Men set i bakspejlet har jeg nok ikke været fokuseret nok på en ting og så gået efter lige den. Men det er jo et valg, jeg har taget på et tidspunkt. Men det, jeg jo blandt andet kan gøre er, at fortælle, hvad jeg har af erfaringer og hvordan det var indefra. Vi diskuterede det blandt mentorerne, at hvad hvis vi får et geni som mentee? Så skal man jo holde fingrene væk, ikke?

- Men jeg kommer til at gøre brug af mit livs erfaringer. På godt og ondt. Jeg ved jo godt, hvor jeg har gået forkert, men igen er det nogle gange sådan, at man bliver nødt til at søge ud for at finde ind.

Anne Dorte Michelsen

- Jeg bruger rigtigt min baggrund fra Århus Friskole, for det vi lærte på den skole var, at musik er krop, musik er dans, vi spillede trommer, der stod klaver på alle gangene, som man kunne spille på, og jeg havde så tidligt den ting, at jeg godt kunne lide at lave ord til sangene, så allerede der var jeg i gang. Men skolens leder Leif Falk (far til musikeren Mek Pek. Red.) sagde til mig, at jeg ikke ville blive musiker, og samme besked fik min lillebror (Mads Michelsen fra Gnags. Red.), fordi han mente, at vi havde for meget ego. Leif så jo musik som noget kollektivt, det lå jo i tiden (Falk spillede i Blue Sun, m.fl. Red.). Og når man er sangskriver, går man lidt i sine egne cirkler, men det var der, at det hele startede. For den der helt nørdede interesse, som jeg har for at sætte musik og ord sammen, er det vigtigste, jeg kan, mener jeg. En lille ting, men også en stor ting, som jeg mener, at jeg er rigtigt god til.

Det er rigtigt, at jeg har haft en mærkelig karriere. Jeg er jo ikke særligt interesseret i genrer. Om det er det ene eller det andet. Det kan være vildt knald på Tøsedrengene, partymusik, eller salmer, eller Dyrene i Hakkebakkeskoven eller cabaret, som jeg laver nu, det er jeg ligeglad med. For mig er det altid, hvad er det, der skal siges?

- At jeg synger, så du tænker, at det er dig selv, der synger.

Thomas Blachman

- Jeg har været heldig at møde nogle mennesker, som, selvom jeg var pisse ordblind i folkeskolen, sagde, at det skal nok gå altsammen. Du ved, jeg blev hverken medicineret eller røg ud på specialskoler, så det gav bare en følelse af, at okay, der er noget jeg ikke kan, men så kan jeg måske noget andet. Og når du får den form for inspireret kærlighed, som det i virkeligheden er at blive individuelt behandlet, selv om vi er i et stort og bredt uddannelsessystem, og alle skal ud ad motorvejen. Men at blive set individuelt, fordi der er nogle lærere eller folk, som bare har nosser til at bryde ud af den traditionelle rolle og gå individuelt til værks og sige "du skal det" og "du skal det", og "du er fantastisk", og "jeg kan ikke lide dine sko", og "hvad sker der med din frisure?" Alle de der små bemærkninger fra folk, som er interesserede. Folk der gør den der ekstra indsats for at være kærlige over for hinanden.

- Det er derfor, det her program er blevet til noget og har de her mentorer, der bare skal vise andre, hvordan man giver af sig selv. Men altså: jeg havde mentorer. Hans Fulling (1912-2002) med 42 år som kongelig kapelmusikus! Altså, han var fuldstændigt blottet for pædagogiske ressourcer, men han var en rigtig personificering af musikken. Jeg havde aviser på benene, for han tævede på mine ben for gavmildt at illustrere accenterne i musikken, ikke?, beretter Thomas Blachman, som har en janitsjar-uddannelse fra Musikkonservatoriet og derefter dog til Boston og den kendte jazzskole, Berklee.

- Men det at man har nogle mentorer og får tak for det, man har fået og bruger den energi til at gå videre ud i verden og hjælpe nogle andre, fordi man ser muligheder i andre. For når du først har lært at se muligheder i dig selv, er det faktisk ikke særligt svært at se muligheder i andre. For det er sådan en naturlig tænkemåde.

- Jeg har nok været i Danmark for længe. Hvis jeg havde været et sted, der ikke kun bestod af halvnode- og helnodekulturer, men et sted med noget mere rytmik. Jeg elskede rytmer, men det forsvandt ligesom ud af min verden, og hvad sker der så i denne her verden, som favoriserer højtuddannede mennesker, hvor kroppen er et gangstativ, der fører hovedet fra møde til møde, hvad sker der med os? Charlie Parker (am. saxofonist – 1920-55) dukker op i kæften på én. Så bliver det til ord, til meninger, til følelsesladede meninger i stedet for følelsesladede toner, men det er helt den samme slags opbygning: et bogstav, en tone, et ord, et motiv, en frase, en sætning, det er fuldstændigt den samme improvisationsting, den er bare semiotisk sprunget op i munden på mig ad åre, fordi jeg lever i en stivnakkekultur i bund og grund.

- Jeg vil have improvisationen tilbage. Den er forsvundet ud af vores samfund. Hvis folk bliver spurgt om noget, de ikke kan svare på, gentager de bare igen og igen det, de har forberedt, ikke? Det er så rædselsfuldt kedeligt. Vi er fucking stivnet. Så der er nødt til at komme nogle små Knud Romer-typer og folk, der bare kan improvisere og snakke i meninger og alt muligt andet.

- Vi skal bare udtrykke os, og det er også det, der ligger i mentor-begrebet! Dine børn sidder og Googler hele verden. Du må sgu da have nosser til at afbryde dem og sige, at "jeg har altså også en historie!"

Men det her show er faktisk et opgør med talentkonkurrencer. Det handler om, hvem der er Årets Mentor 2013. Og resultatet er en samtalebog mellem mentorer og mentees. Og der er et Parlophone-pladeselskab som, hvis de er interesserede og sangeren er det, kan skabe et mentorforløb. Men det er ikke det, der er hovedgevinsten her. Sangerne er dem, der kan vælge en ny mentor, når den gamle er røget ud.

- Så alle muligheder står åbne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA