Nyhed

Jay-Z boykotter Cristal

Champagnen, der er synonym med bling-bling, får den kolde skulder af Hova

Champagnemærket Cristal har med priser omkring de 1400 kroner per flasker længe stået som symbol på den ultimative luksus i hiphop-kredse. Ikke mindst hos nu pensionerede Jay-Z, der gang på gang har ladet mærket indgå i sine raps og videoer. Men nu er det slut, proklamerer rapperen, der har taget Cristal af hylderne i sin kæde af 40/40-klubber.

Jay-Z’s vrede skyldes udtalelser fra Frédéric Rouzaud, direktør for Louis Roderer Cristal, der kalder rap-miljøets namedropping af hans produkt ”uvelkommen opmærksomhed”.
”Men hvad kan vi gøre?” spurgte Rouzaud i The Economist-artiklen ’Bubbles & Bling’, ”Vi kan ikke forbyde folk at købe vores produkt!”

Udtalelserne har fået Jay-Z til at udsende en pressemeddelelse, hvor han kalder Rouzauds kommentarer ”racistiske”:
”Jeg er blevet gjort opmærksom på, at Rouzaud ser hiphop-kulturen som ”uvelkommen opmærksomhed.” Jeg opfatter hans udtalelser som racistiske og vil fremover undgå at støtte hans produkter, både i mine forskellige virksomheder og i mit privatliv.”


Rapperens 40/40-klubber vil fremover servere Krug- og Dom Perignon-champagne til kunder, der tørster efter dyre bobler.

ANNONCE