Nyhed

Ukendt Kunstner afslutter årets Oppenheimer

Endagsfestivalen, som afholdes på Radar i Aarhus, har løftet sløret for, hvem der skal lukke ballet

Oppenheimer, der afholdes på spillestedet Radar den 24. august, har nu givet Ukendt Kunstner æren af at slukke og lukke for dette års festival. Den københavnske duo, der består af rapperen Hans Phillip og producer Jens Ole McCoy, udgav tidligere i år albummet "Neonlys", der blev varmt modtaget. Førstesinglen, der også har fået navnet "Neonlys", blev således udnævnt som P3s Uundgåelige, og nu står Ukendt Kunstner altså klar til at under Radars publikum den kommende lørdag.

Ukendt Kunstner spillede i starten af denne måned til Trailerpark Festival, hvor GAFFAs anmelder Ivan Rod lod sig rive med af de to kunstnere: "Endnu mere fedt var det at høre Ukendt Kunstner (alias rapperen Hans Phillip og dj Jens Ole McCoy) ind- og overtage Royal Stage efter CTM. Især fordi Hans Phillip fuldstændig tilsidesatte almindelig pli og fucking insisterede på, at det var fredag, og at det skulle afspejles i "fucking meget larm".

Oppenheimer er en aarhusiansk festival, der har til formål at eksponere usignerede danske kunstnere. Festivalen har eksisteret siden år 2000 og har blandt andet været med til at sætte spotlys på senere kendte artister som Dúné, The Blue Van, Fallulah og Ginger Ninja.


Oppenheimer 2013 kan udover Ukendt Kunstner præsentere Caspian, Young Dinosaur, My French Friend og Paper Tigers. Billetter sælges i døren til hele 20 kr., som går til foreningen Oppenheimers arbejde.  

Programmet er som følger:

- 19.00: Dørene åbner

- 20.00: Caspian

- 21.00: Young Dinosaur

- 22.00: My French Friend

- 23.00: Paper Tigers

- 00.00: Ukendt Kunstner


ANNONCE