Hør Kirstine Stubbe Teglbjærg fortolke Lars H.U.G.

Hør Kirstine Stubbe Teglbjærg fortolke Lars H.U.G.

GAFFA fylder 30 år til september, og det fejrer vi blandt andet med udgivelsen af albummet "Gi' Et Nummer", hvor en række af landets pt. mest spændende artister har indspillet deres danske yndlingsnummer fra den periode, GAFFA har eksisteret, altså årrækken 1983-2013. Det betyder, at man kan høre fortolkninger af så forskellige danske navne som blandt andre Aqua, Superheroes og Kasper Winding udført af ligeledes forskellige kunstnere, der strækker sig fra Mikael Simpson til Nephew og The Floor Is Made Of Lava. Albummet bliver eksklusivt trykt i kun 3000 eksemplarer og ikke genoptrykt igen.

Overskuddet fra salget vil gå til Ungdommens Røde Kors, hvor pengene er øremærket til musikprojektet 'URK præsenterer', hvor der blandt andet arrangeres non-profit-koncerter.

Hver hverdag op til udgivelsen vil GAFFA præsentere de forskellige kunstnere og deres fortælling om, hvor de netop har valgt det nummer, de har. Og hver dag kan du høre den pågældende sang.

Vi fortsætter med Kirstine Stubbe Teglbjærg, der har indspillet Lars H.U.G.s "Hvor Går Vi Hen?" fra 1987:

"Det var en stor udfordring at vælge et nummer, der er jo simpelthen så mange gode sange, jeg gerne vil arbejde med. Jeg ville gerne lave et nummer af en mand, og så har jeg valgt ud fra, hvad jeg selv har lyttet til, og der er Lars H.U.G. en af dem, jeg altid har været glad for. 'Hvor Går Vi Hen?' har en meget 80'er-agtig lyd, men samtidig også en virkelig god tekst, hvilket var vigtigt for mig.

Jeg har lavet det sammen med kunstneren Dodebum, der blandt andet har lavet nogle fantastiske synthfigurer til omkvædet, og vi havde generelt bare et godt samarbejde om hele projektet.

Det har været en rigtig fed opgave, og det har været en rigtig sjov proces. Jeg har siddet og arbejdet meget alene de sidste par år med mit eget soloprojekt og min nye plade, så det var spændende at prøve kræfter med et helt anderledes projekt. Mit covernummer er noget mere afdæmpet og eftertænksomt end originalen, men jeg synes selv, at det er blevet en fin version."

Du kan støtte den gode sag via crowdfunding, hvor der i skrivende stund er indsamlet 17.808 kroner, men målet og håbet er at nå de 30.000. Her kan du støtte med et valgfrit beløb, men afhængigt af størrelsen på beløbet venter der dig særlige goder. Blandt andet albummet, naturligvis, og 1 års GAFFA Plus Guld-medlemskab. Du kan støtte den gode sag lige her. Du kan selvfølgelig også vælge at købe albummet via GAFFA Shop lige her.

Tracklisten til albummet er som følger:

Ulige Numre: Kom Tilbage Nu (Danseorkestret, 1985)
Mikael Simpson: Midnat I Europa (Thomas Helmig, 1986)
Kirstine Stubbe Teglbjærg: Hvor Går Vi Hen? (Lars H.U.G., 1987)
The Eclectic Moniker: Kom Nu Hjem (Kasper Winding, 1989)
Nephew: Det Si'r Sig Selv (C.V. Jørgensen, 1990)
Tim Christensen: Spiderman (Fielfraz, 1996)
The Floor Is Made Of Lava: Roses Are Red (Aqua, 1996)
Hymns From Nineveh: Fald Min Engel (TV-2, 2001)
Go Go Berlin: Turn Me On (Superheroes, 2002)
Christian Hjelm: Worst/Best Scenario (Nephew, 2004)
Nelson Can: Riverside (Agnes Obel, 2010)

GAFFA holder 30 års jubilæumsfest på VoxHall fredag 30. august klokken 20.30 med koncert med fire af de medvirkende: Ulige Numre, Go Go Berlin, Kirstine Stubbe Teglbærg og Nelson Can. Find billetter via GAFFA Live.

Hør Kirstine Stubbe Teglbjærg med "Hvor Går Vi Hen?"


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA