Rasmus Seebach klar med albumtitel og singleforløber

Rasmus Seebach klar med albumtitel og singleforløber

Den nye single "Olivia" er allerede blevet spillet flittigt af Rasmus Seebach under sommerens mange koncerter. Den 13. september udkommer førstesinglen fra det kommende album, der har fået titlen "Ingen Kan Love Dig I Morgen". Den ryger ligeledes i rotation på diverse, danske radiostationer.

– Vi ved aldrig, hvad fremtiden kommer til at bringe. Nogle gange kan jeg godt finde på lige at nive mig selv i armen for at være sikker på, at alle de fantastiske ting, der sker, rent faktisk er virkelige. Vi har ét liv, og jeg synes, at det gælder om at få det bedste ud af det, vi har, i stedet for at gå og bekymre os om i morgen, og lige netop dét, tror jeg rent faktisk er lettere sagt end gjort, siger Seebach

Siden 2009, hvor Rasmus Seebach brød igennem med hittet "Engel" fra det selvbetitlede debutalbum, er han blevet verdenskendt i Danmark. Med hits som "Lidt i Fem", "Natteravn", "I Mine Øjne" og "Millionær" har han i den grad gjort sig bemærket på de danske radiostationer og i de danske medier. Den folkekære sanger har solgt mere end 495.000 eksemplarer af albums og live-dvd'er, hvilket på siges at være imponerende salgstal for en dansk artist.

Der er løbet meget vand under broen siden den første udgivelse, og den nye plade kommer til at omhandle de sidste års op- og nedture. Sange om kærlighed og venskaber bliver igen primus motor for den ombejlede ordsmed. Han har på mange måder opnået det, han altid har gået og drømt om, og det skylder han sig selv at sætte pris på:

– Jeg kan slet ikke fatte, at så mange mennesker har taget min musik til sig. Det er den ultimative kompliment, men også noget, der motiverer mig både som person og artist til at yde mit ypperste. Mine fans har altid været og vil altid være det vigtigste. Uden dem kan det hele jo være lige meget, og der er sikkert nogle af mine kollegaer, der er uenige, men jeg mener altså, at jeg har landets bedste af slagsen, afslutter han.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA