Nyhed

Så kom spilleplanen

Roskilde Festival har nu offentliggjort spilleplanen for sommerens festival

Fra nu og indtil Roskilde Festival 2006 er overstået vl det store samtale emne for tusindvis af danskere være, hvad de skal se på årets festival og ikke mindst, hvad de bliver nødt til at gå glip af.

Man kan dog allerede begynde at forberede sin festival nu, for folkene bag Roskilde Festival har netop offentliggjort spilleplanen for årets festival.

Af store navne torsdag klan nævnes åbningsnavnet Magtens Korridorer, Radio Soulwax-showet og Clap Your Hands Say Yeah, der overlapper med Guns 'N Roses.


Fredag indtages Orange Scene af Morrissey, Dylan og ikke Elvis, men derimod Scissor Sisters. På de øvrige scener kan man den dag opleve alt fra Veto og Rufus Wainwright til Happy Mondays og The Streets.

Lørdag hedder det Deftones, Primal Scream, Tool og Kanye West på Orange, mens Josh Rouse, Tiga, Phoenix, og Spleen United spiller rundt omkring.

Søndag virker som den dag, hvor der kommer flest musikalske overlap på en eftermiddag, hvor Arctic Monkeys, Wolfmother, The Strokes, Placebo, Franz Ferdinand, The Raconteurs, Goldfrapp og Kaiser Chiefs nærmest spiller oven i hinanden. Den dag skal nok sætte grå hår i hovedet på en masse mennesker. Roger Waters lukker senere Orange Scene med sin opførelse af Pink Floyd-klassikeren "Dark Side Of The Moon".


Programmet for Pavilion Junior ligger naturligvis også klart nu for de folk, der har mod på at starte deres festivaloplevelse fire dage før hovednavnene indtager de øvrige scener.

Se spilleplanen


ANNONCE