x

Trentemøller giver dansk koncert

Trentemøller giver dansk koncert

Den danske stjerneproducer og elektronikamusiker Trentemøller har annonceret, at han til november drager på Europaturné for at give koncerter i en række storbyer. En af byerne er København, hvor Store Vega lægger lokale til Vordingborg-drengens første danske indendørskoncert siden de to roste shows, han spillede i Den Grå Hal, tilbage i 2011. Koncerten i Store Vega afholdes den 22. november, og billetsalget starter på fredag, den 23. august.

Lineuppet består ud over Trentemøller på elektronik og tangenter af Marie Fisker (sang og guitar), Jakob Høyer (trommer, slagtøj), Jeppe Brix Sørensen (guitar, bas og kor) og Lisbet Fritze (guitar).

Sidst Trentemøller spillede koncert i Danmark var under dette års NorthSide Festival, hvor GAFFA kvitterede med fem stjerner for den præstation. Mandag den 23. september sender Trentemøller sit nye album "Lost" på gaden. Der er hans tredje studiealbum i rækken. Dertil er der arrangeret en lyttesession i Koncerthusets Studie 3 28. august, hvor albummet vil blive spillet på et anlæg til en værdi af 1 million kroner. Der er stadig åbent for tilmelding til lodtrækning om to af de i alt 100 billetter. Følg dette link.

Hvis du hellere vil se Trentemøller i aktion på scenen foregår det altså i Store Vega den 22. november. Billetter kan findes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA