x

Neewbees Festival afslører dele af programmet

Neewbees Festival afslører dele af programmet

Den aarhusianske Newbees Festival åbner igen dørene for publikum, når landets upcoming artister folder sig ud på scenen i Stakladen ved Studenterhus Aarhus. Det sker den 27. og 28 september, og i år tæller programmet ti lovende artister. De foregående år har Neewbees været fremme i skoene og har været med til at sætte spot på senere kendte navne som Quadron, Ulige Numre, The Rumour Said Fire, Linkoban, Ginger Ninja og Eloq.

I dag afslører festivalen så første halvdel af programmet, og det er ikke helt uerfarne folk, der skal bære arrangementet. Tre af navnene har haft æren af at optræde på dette års Roskilde Festival og tæller Broke, der spiller en blanding af festlig, indadvendt og oprørsk elektronica og rock, So-So Echo (billedet), der spiller firserinspireret synthpop og elektrobandet Sekuoia.

Derudover kan man opleve de højaktuelle The Minds of 99, der lige har vundet P3's KarriereKanonen, og som med singlen "Det er Knud som er Død" har givet deres bud på et skarpt og originalt dansk nummer. Sidst er der tale om det unge, aarhusianske r&b-talent Karl William, som endnu er et forholdsvis ukendt navn, men som med sine danske tekster og sit melankolske islæt kan blive et spændende bekendtskab.

De nye talenter kan altså opleves i Aarhus på spillestedet Stakladen, der også fungerer som Studenterhus Aarhus. Billetter til den 27. og 28. september kan købes i døren og koster 50 kroner per aften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA