Nyhed

Guide: Weekendens 10 bedste koncerter

Weekenden er over os, og vi har 10 gode bud på, hvordan du kan fordrive din kostbare fritid

Sommeren er så småt ved at gå på held, og hverdagen er, for de fleste, begyndt at vise sit truende og grimme trummerum-fjæs. Vejret er dog endnu tilforladeligt og ser ud til at holde weekenden over. Sensommeren byder på en masse spændende koncerter på dansk grund, og vanen tro giver GAFFA dig en guide til weekendens mest interessante koncerter – både udendørs og indendørs.

FREDAG

Aarhus:


Aarhus Lydfestival (fredag og lørdag)

For andet år i træk sætter Aarhus Lydfestival fokus på eksperimenterende scenografi, musik og kunst. Festivalen foregår på seks forskellige scener ved Aarhus' nye, kreative platform for kulturelt erhverv – "Institut for (X)" på Godsbanen, og et af de store navne, som festivalen har formået at booke, er engelske Luke Vibert. Han er en af elektronisk musiks mere markante kunstnere. I løbet af sin 20-årige karriere har han udgivet over 40 albums på 18 forskellige labels – under syv forskellige aliaser. Ud over Luke Vibert kan man også opleve blandt andre Damo Suzuki (JP) + Badun, Thomas Wernberg (DK), Jüppala Kääpiö (JP/CH), Rob Hall (UK), WhoAreYouPeople (CPH) + AddisAbabbaBand (Aarhus)

Odense:


Bikstok Røgsystem, Musikteltet ved Flakhaven, klokken 19

Efter en pause på otte år – dog afbrudt af enkelte koncerter – har dancehall-gruppen Bikstok Røgsystem omsider gjort comeback. Gendannelsen tæller den oprindelige trio bestående af Pharfar (Djosos Krust, Donkey Sound), Blæs Bukki (Malk De Koijn, Balstyrko) og Eaggerman (EaggerStunn). De er atter tilbage i æteren med singlen "Delerium", og der skulle være et nyt album i farvandet, men indtil videre må vi tage til takke med én nyhed og en masse gamle hits, som "Cigar", "DK's Koner" og "Fabrik", som højst sandsynligt også bliver spillet til denne koncert.

Rundt i landet:


Fanø Free Folk Festival (hele weekenden)

Festivalen har folkemusikken som udgangspunkt, men med plads til både rock, avantgarde og improvisation. Blandt de optrædende kan man støde på navne som United Bible Studies (IR), der går på scenen med en bladning af pastoral folk og psykedeliske klange. Festivalen byder også på franske Léonore Boulanger, hvis musik trækker tråde mellem gademusik, lydpoesi og folk og på en særlig festival-version af anmelderroste Mouritz/Hørslev Projektet, der tæller musiker Mads Mouritz og digter Lone Hørslev.

Wonderfestiwall, Bornholm (hele weekenden)


Wonderfestiwall, der har eksisteret siden 2008, holder til ved Hammershus Slotsruin på Bornholm. Smukke omgivelser og et særdeles holdbart program gør festivalen til et godt bud på en festlig weekendaktivitet. Du kan blandt andre opleve Kashmir, MØ, Tina Dickow, When Saints Go Machine, Sort Sol, Ásgeir Trausti og Klamfyr.

Tønder Festival (hele weekenden)

Det er 39. gang, at Tønder slår dørene op for en festival med mange forskellige genrer – alt fra indie til folk. Spilleplanen tæller blandt andre navne som: Sinéad O'Connor, Lukas Graham, The Avett Brothers, Jonas Alaska, Mads Langer, Flogging Molly, Kate Rusby og The White Album. Derudover vil festivalen også byde på nye og spændende konstellationer til selve lejligheden. En sikker vinder, når det kommer til hygge og god musik.


 

LØRDAG

København:


Army Of Lovers, Copenhagen Pride, Rådhuspladsen klokken 21 (billedet)

Den svenske diskopopgruppe er hovednavn, når Copenhagen Pride løber af stablen. Army of Lovers albumdebuterede i 1990 med "Disco Extravaganza" og fik deres store gennembrud året efter med singlerne "Crucified" og "Obsession" fra albummet "Massive Luxury Overdose". I 1993 hittede de med "Israelism". Deres seneste studiealbum er tilbage fra 1994, om end de har udsendt flere opsamlinger siden. Nu gæster de altså Danmark og kommer helt sikkert til at sætte kulør på det i forvejen farverige Copenhagen Pride.

Iceage, Jazzhouse, klokken 21


I 2011 udsendte det dengang purunge danske punkband Iceage deres debut "New Brigade", som gav genlyd i det meste af verden. Den blev anmeldt blændende overalt, og da året var omme, var "New Brigade" på listen over årets bedste udgivelser, blandt andet hos BBC og Pitchfork. Selveste Iggy Pop har udtalt dette om bandet: "The only current punk band I can think of, that sounds really dangerous. ... It's not easy to be that dark", og GAFFA kvitterede med fire stjerner for debuten. Hvis man bare er tilnærmelsesvis fascineret af punkens kompromisløshed, så er Iceage et must see.

Aarhus:

Oppenheimer, Radar, klokken 20


Oppenheimer har siden 2000 været medvirkende til at sætte dagsordenen for ny dansk musik. Bands som Duné, The Blue Van, og senest Fallulah og Ginger Ninja, er blandt de kunstnere, som har nydt godt af den eksponering og bevågenhed, som en optråden på Oppenheimer giver. I år kan man opleve Paper Tigers, My French Friend, Caspian og Young Dinosaur, der hver for sig repræsenterer genrerne pop og rock med både elektroniske elementer og go' gammeldags 60'er rocklyd. De fire grupper er sluppet igennem nåleøjet og valgt af en ekstern jury bestående af erfarende folk fra branchen.

Bassekou Koyate & Ngoni Ba, Atlas, klokken 21

Malinesiske Bassekou Kouyate er en sand mester og en enestående virtuos på det lut-lignende strengeinstrument ngoni og er sammen med sit ekstremt velspillende band et højenergisk og humørsmittende bekendtskab. GAFFA gav Bassekou Koyate & Ngoni hele seks stjerner for deres seneste album under overskriften "Toppen af amerikansk musik", og der er vel ikke andet at sige til det, end at han er en kunstner, der skal opleves.


Horsens:

Joe Cocker, Lunden, klokken 20

Den engelske sanger med den karakteristiske, hæse stemme, hvis klang henleder tankerne på whiskey og smøger, lægger vejen forbi Lunden i Horsens. Hvis man begiver sig af sted, kan man sikkert være heldig at høre nogle af Cockers største hits, som blandt andet tæller "You Are So Beautiful", "You Can Leave Your Hat On", "Unchain My Heart" og "Up Where We Belong". Koncerten er dog udsolgt, så du skal i gang på byttebørsen, hvis du vil have billet.


ANNONCE