Allan Olsen: Der er ikke noget, jeg kan bruges til andet end at skrive sange

Du har fået ret stor opmærksomhed for udgivelsen af "Jøwt", er det kommet som en overraskelse for dig?

Nej, jeg ved ikke rigtig, den rytmiske musikscene er så reaktionært et sted, så man skal ikke gøre ret meget, der er modsat, før det får en enorm opmærksomhed. Hvis man ellers har et vist fundament, så kan man med fordel vende tingene på hovedet en gang imellem.

Mange gange gør man det ikke, fordi pladeselskaber og managers fraråder det, men nu har jeg mit eget pladeselskab, og min eks-kone er min manager, så det kan ikke gå helt galt. Derfor valgte jeg at følge de rigtige idéer. Det er ikke et stunt, jeg har bare gjort det, jeg fandt naturligt.

Er der folk, der er blevet provokeret af det?

Jeg synes kun, jeg er stødt på positive tilkendegivelser, men dem, som man selv møder, kan man selvfølgelig ikke regne med. Men i det hele taget har hele processen været en virkelig fed oplevelse, både indspilning og turne. Det er lidt ligesom ham jazzmusikeren, Charlie Parker, tror jeg, det var, som spillede en helt fantastisk koncert i New York, og da folk så kom ud til ham backstage, så sad han og græd. Så sagde han: "det kan aldrig overgås, fra nu af kan det kun gå nedad". Sådan er det også lidt her, nu er det hverdag igen, indtil jeg får en anden tosset idé.

Du har tidligere nævnt, at det her har været en ret nem proces for dig, men at du ellers ikke rigtig bryder dig om at skrive sange?

Jeg er rigtig glad for sangene, når de er skrevet. Det er en ensom proces. Hvis man skal skrive noget af betydning, så gør man det alene. Når man så sidder der alene, så er det en lang tvivl, om man kan noget. Den gode abe på den ene skulder sidder der og siger "du er fed", og den dårlige på den anden siger bare, at du er en idiot. Men jeg kan ikke andet. Der er ikke noget, jeg kan bruges til på denne jord andet end at skrive sange. Hvis det fucker op, så kan jeg ikke andet.

Men du har jo efterhånden skrevet en del sange og fået et publikum, som køber dine plader og kommer til dine koncerter. Giver det ikke en ro?

Det er lidt ligesom et forløb igennem et liv. I starten skriver man en masse sange, hurtigt. Det er lidt ligesom pis-strålen, den er også kraftig og stærk, og når man er ung, så kommer man til at pisse nogle steder, hvor man ikke skulle have gjort det. Når man så bliver ældre, er strålen slappere, men man ved bedre, hvor den skal ramme. Og det er lidt det samme med sange. Nu skal jeg ikke skrive flere sange, hvis jeg ikke gider, og det kan være godt, og det kan åbne ned til nogle lag, som gør, at man gider at skrive igen. Det gør ikke noget, at man ind imellem lægger det fra sig.

De her "Jøwt"-sange, dem nød jeg faktisk at skrive, og det kan jeg ikke huske, at jeg har gjort i mange år. Men det var også, fordi jeg skrev om noget, jeg vidste noget om. Det er jo mit fundament.

Barndommens gade er som morfin

Står "Jøwt" som en slags skillevej i Alan Olsens karriere, hvis man ser tilbage om 10 år?

Det kunne man godt forestille sig. Der var nogle private familiære omstændigheder, som jeg har snakket så meget om, som gjorde, at jeg pludselig befandt mig en hel del i Vendsyssel, hvor jeg jo ikke har boet i 40 år. Når man kører ind i sin barndomsgade, så er det som at få et lille skud morfin. Der falder en ro over en. Altså mine projekter er først og fremmest drevet af sangene, og jeg siger ja til det meste, men det kommer an på sangene.

Noget, jeg ikke har lyst til, der er at spille en 20-30 festivaler i Danmark og sidde som vi sidder her, det er jo terror. (Mads Langer-koncerten på den store scene er bogstaveligt talt ved at ryste Olsens skurvogn fra hinanden, red).

Jeg spiller på Tønder og et par stykker mere, for at sidde i en skurvogn med plastickrus med saltstænger, imens du har fire generatorer til at køre udenfor. Det er jo en krigszone, kreativitet hører ikke hjemme sådan et sted.

I forhold til at spille på Tønder, har du gjort dig nogle overvejelser omkring at spille "Jøwt"-sangene, som har det her sproglige fokus, i et område, hvor sproget historisk og kulturelt set har spillet en stor rolle?

Det er sådan en mindretalsting, som kan være i Sønderjylland, eller ved Vestkysten eller i Vendsyssel, alle befolkningsgrupper i Danmark føler sig jo marginaliseret, undtagen for sådan en lille junta, som består af dels nogle politikere og dels nogle mediefolk, og nogle DJØF'ere, som tegner et billede af, hvem vi alle sammen er, men det er jo ikke et billede, der passer nogen steder.

Det er jo en historisk-geografisk fejl, at Danmark er i den tilstand, for da vi mistede vores svenske besiddelser, så burde man jo have flyttet hovedstaden over til trekantsområdet, så hovedstaden lå midt i sit land. Hvis der er noget, der er udkantsdanmark, så er det da København.

Ikke særlig demokratisk anlagt

Du har jo spillet på Tønder i mange år, og der ligger nogle forventninger i sådan et telt, når du går på scenen?

Det er sådan, når man går på scenen på Tønder midt på dagen, så får du alt forærende. Det er den ultimative koncertsituation. Så jeg går på scenen uden at have nogen planer for, hvad jeg vil spille. Jeg ved, at jeg har en time, og det skal jeg nogenlunde holde, og så kan man lave lige, hvad fanden man vil, fordi det er sådan nogle optimale rammer. Den eneste bekymring, jeg har, er, hvordan det lyder ude i teltet, for oppe på scenen lyder det sjældent ret fedt. Det er på Tønder, at mit fagområde dyrkes, singer-songwriter, roots og folkemusik, den der pudsige genre - det er den, man i 35 år har kørt hernede.

Der er nogle ting ved Tønder som er grundlæggende anderledes end ved andre festivaler. Her har man ikke to-tre bookingbureauer, man har ikke engang et musikudvalg. Man har en mand, som var med til at starte det, som rejser verden rundt hele året og tager musik med hjem hertil, og publikum der kommer her, de har tillid til, at han finder noget, der både er fedt og nyt, og det er det optimale. Hvis man kan opnå det med en festival eller et spillested, at selve stedet borger for kvalitet, det er fantastisk. Og så er der en anden sjov ting ved Tønder, og det er, at det nærmest forventes, at man bliver hernede. Når man spiller andre steder, så kommer man og spiller, og så tager man af sted igen. Man ved ikke, hvad der forgår, nu har vi fundet på, at vi skal lave en hyldestaften til Dissing, og det er sådan noget, der er opstået spontant. Man kan opleve det vildeste ting back-stage, så står verdens bedste dobrospiller lige og jammer med nogle irere og nogle tyrkere klokken fire om morgenen, fordi så meget forskelligt rootsmusik blandes her.

Du referer til The Who på pladen, men du har også lavet et John Prine-cover. Hvor hører du egentlig hjemme musikalsk?

Hvis Keith Richards var her, så ville han sige, at Stones er folkemusik. Det er kun et spørgsmål om, hvordan man sætter tingene sammen. Det hele kommer fra en guitar og en mand, der synger. For mit vedkommende er det kun et spørgsmål om to ting. For det første: Da jeg var dreng, var det utænkeligt, at man kunne få råd til både en elektrisk guitar og en forstærker, så hvis kunne få en akustisk guitar, så var det fint. Det andet er, at jeg ikke er særlig demokratisk anlagt, specielt ikke når det kommer til musik, så jeg har aldrig kunnet spille sammen med nogen. Rockmusikken skulle jo egentlig være den revolutionerende altomstyrtende faktor, men alt er bas, trommer og guitar – det er fuldstændig reaktionært. Et pladeselskab ville aldrig få den idé, som jeg fik med Jøwt, og det er, fordi man hele tiden tænker i cost-benefit.

Jeg bryder mig ikke om genrer, og jeg er meget bevidst om at lægge mig i en genre, specielt i Danmark, hvor man nemt bliver sat i bås, og så kan man ikke blive set som andet – man skal passe på med at have hits. De hits, du får tidligt, dem hænger du på resten af dine dage.

Du havde nogle tidlige hits, som folk havde nogle forventninger om, men som du drejede væk fra. Jeg har læst, at du ikke gad, at folk stod og kværnede fadøl, for så blev de så dumme at høre på, og der trådte du dit eget publikum over tæerne?

Nej, altså det må de sgu selv om, men jeg gider ikke, hvis det skal være vigtigere end at høre musik, for så kan man lige så godt blive derhjemme. Da vi lavede det første Dalton, der fik jeg et enormt stort publikum, og jeg havde stort set ikke noget publikum inden Dalton, men da vi var færdige, havde jeg fået en hel del af Johnny og Lars' publikum, og dem vil jeg faktisk gerne af med igen, for de stak nogle rammer ud, som jeg syntes, det var svært at være kreativ indenfor. Så lavede jeg den plade, der hedder "Onomatopoetikon", og det var der ingen af dem der kunne udtale, specielt ikke Johnnys. Det er lidt ligesom ræven, der går baglæns ud i søen med en pind, når den har fået lopper, så render de alle sammen derud, og så er den af med dem.