GAFFA i audiens hos rocklegenden op til torsdagens aarhusianske koncert
Den kommende weekend indledes årets udgave af Aarhus Festuge, som i år afvikles under temaet "Tegn på liv i en ny virkelighed."
I anledning af denne overskrift har festugen - med et prisværdigt progressivt greb - overtalt ingen ringere end den 71-årige The Velvet Underground-veteran John Cale til at åbne festlighederne med en opførelse af sit kompromisløse og kuldslåede 1982-værk "Music for a New Society." Det sker torsdag aften i Rådhushallen ved festugens såkaldte "uofficielle åbning" - og det vil være første gang, albummet opføres live i sin helhed.
Og når John Cale sidder på et hotelværelse få hundrede meter fra GAFFAs kontorer - ja, så er det altså tid til at foretage nogle telefonopkald og trække i nogle tråde. Og sandelig om ikke legenden fandt tid til en længere snak, som kom omkring såvel den afdøde kollega Nico, de tidlige år i Andy Warhols "The Factory" og adskillige andre aspekter af den omfattende karriere.
Interviewet vil blive bragt på et senere tidspunkt, men her følger den del af samtalen, som specifikt handlede om "Music for a New Society" - værket, som altså åbner Aarhus Festuge senere denne uge.
Stadig obskurt
"Music for a New Society" er et album, som på mange måder synes gennemløbet af personlig krise. Hvordan oplever du det at vende tilbage til det her materiale?
Det er en anden slags krise....og der er en indbygget selvmodsigelse i albummet. Albummet skulle have været en soloplade, og intet betød noget, med mindre båndene rullede. Det vil sige, at du kun har et forsøg til at indfange sangen - så du tænker over det så meget som muligt, forbereder dig, og så indspiller du det. Nogle af disse sange var bedre forberedt end andre; meget af det er improviseret. Og en del af det er uden for boksen, jeg mener: Noget af det er stadig obskurt....men midt i det hele er der også nogle virkelig følelsesladede, lyriske sange.
Fælles for dem alle er, at du aldrig ved, hvor balancen ligger, og der er noget uforberedt over dem alle. Så at vende tilbage til det i dag.....nogle af sangene kunne jeg ikke huske, fordi de netop var improviserede. "Sanities" og "Library of Force," for eksempel. De var også meget sparsomt arrangerede...."Changes Made" var en bandsang, men alt det andet var.....mig i færd med at overgøre mig selv, oven på mig selv. Og fordi der var få instrumenter, er atmosfæren ved tilføjelsen af et ekstra instrument i virkeligheden det, som styrer sangens tone.
Samme sange, nye personligheder
For John Cale, som fyldte halvfjerds sidste forår og oprindeligt er klassisk skolet, har det været interessant at opleve, hvordan det knap tredive år gamle materiale har "ændret personlighed" i arbejdet op til festuge-koncerten, fortæller han:
- Den måde, du skaber en ambiens omkring den atmosfære, er ved at have en masse ekko. Det er gennemblødt af ekko, som i en krypt eller hule. Det er nødvendigt, når du skal opføre det her album. Jeg ved ikke, hvordan det kommer til at fungere, men jeg forsøger virkelig at få lydmanden til at forstå, at det her ikke bliver en rockkoncert for fuld udblæsning.
Beslægtet, javist, men du er i et større rum... du vil være i den der hule, du vil omsluttes af sangene. Mange af sangene har krævet en ny tilgang, men jeg er meget glad for udfaldet. Sangene har ændret personlighed... de har de samme problemer, samme understregninger og nuancer - men nogle af dem er blevet til andre dyr.
Men hvad var den personlige kontekst, da du i sin tid indspillede pladen? Hvordan så John Cales liv ud i '82?
Kaotisk. Det mest disciplinerede aspekt af mit liv på det tidspunkt var at lave pladen. Intet andet var disciplineret. Så du kan nok forestille dig, at hvis det her album repræsenterede følelsen af et hjem, såeh... men jeg var glad i det hjem, fordi jeg havde kontrol over det. Det havde jeg ikke over alt det andet.
Efter udgivelsen sagde du til Melody Maker, at - og jeg citerer - "sangene er mestendels om fejlplaceret tro og fortrydelse." Kan du uddybe det, når du kigger tilbage i dag?
Jeg husker det ikke. Jeg mener: Det kan have knyttet an til specifikke begivenheder på det tidspunkt, som jeg ikke husker længere...
Ok. Men i det samme interview sagde du, om selve indspilningen, at det var "som method acting. Vanvid. Ulideligt. Jeg gav slip på mig selv....det blev en form for terapi, en personlig excorsisme." Knytter idéen om musik som dæmonuddrivelse specifikt an til det her album, eller ser du det som en del af det at lave musik, i mere generel forstand?
Du har ret i, at det element har været på spil på mange af pladerne. På "Carribbean Sunset" er der et eksperiment, hvor jeg begynder at improvisere en sang, mens jeg råber akkordskiftene til bandet... mange af albummene rummer det element. Men ikke mange på en lige så kantet måde som "Music for a New Society," dog. Der er få, som er lige så udforskende som det her...
Alene på arktis
En anden af dine plader med en grundtone af dyb desperation - og iøvrigt en af mine personlige favoritter - er "Slow Dazzle" fra '75. Kan du fortælle lidt om det album og dit liv i London på det tidspunkt?
"Slow Dazzle" var nok mit mest succesfulde rockalbum fra den periode; den var ikke helt så kantet som (forgængeren, red.) "Fear".....men nogle af mine yndlingsting findes der på. Nogle Beach Boys-inspirerede ting, nogle narrative ting....det var sjovt at lave det album, for jeg havde samlet den gruppe, jeg skulle arbejde med, og det hele var meget lige ud ad landevejen. "Leaving it Up to You" og mange andre sange blev skrevet i studiet....men de var ikke helt så drakoniske som "Music for a New Society." Atmosfæren og stedet var anderledes, og jeg havde folk til at hjælpe mig......med "MNS" var det anderledes ensomt. Som én, der er blevet efterladt alene på en arktisk base.....
Generelt talt er der et ganske stærkt element af ensomhed, desperation og lidelse til stede på en del af dit ældre materiale. I dag dyrker du fitness og virker - hvis jeg må være så fri - ganske velafbalanceret. Hvad ændrede sig... og hvornår... og hvordan?
Hovedsagen var, at jeg bemærkede, at jeg var ved at miste min sans for humor. Din humoristiske sans er den, du bruger til at komme igennem visse situationer, og når du mister den, sidder du ligesom fast. Og det eneste jeg kunne komme i tanke om at gøre, var at ændre mig totalt. Så det gjorde jeg: Jeg valgte den vanskeligste sport, jeg kunne finde på, for at få mig selv ud af det. Jeg begyndte at spille squash, og så kørte det ligesom derfra.....så snart du gør det, er du virkelig tvunget til at fokusere på din fysik.
Og hvornår fandt den forandring sted?
Da min datter blev født... så det er faktisk 38 år siden.
John Cale og band opfører "Music for a New Society" i Rådhushallen, Aarhus, torsdag den 29. august klokken 21. Udover Cales egne musikere vil lokale strygere og korsangere medvirke. Ved festugens såkaldte "Uofficielle åbning" optræder endvidere den britiske singer/songwriter Beth Orton og amerikaneren Jim White. Billetter koster fra 290 til 375 kroner (150 for studerende) og kan købes her.
