Nyhed

Se eksklusiv video om Justin Timberlakes nye album

Den 32-årige verdensstjerne udsender videobid, hvor han taler om anden halvdel af ”The 20/20 Experience, der udkommer den 30. september

Tilbage i juni 2012 barrikaderede Timberlake sig i studiet i 20 dage, sammen med prominente navne som blandt andre den amerikanske succesproducer Timbaland. Han proklamerede, at der hverken var regler eller mål for, hvad "studieturen" skulle munde ud i, men at det var et projekt, der kunne ende i hvad som helst.

Lidt over et år efter er vi allerede blevet præsenteret for første del af resultatet, nemlig albummet "The 20/20 Experience", der udkom den 19. marts i år, og hvor hitsingler som "Suit And Tie" og balladen "Mirrors" er blevet kæmpesucceser i hele verden. Nu proklamerer multitalentet Timberlake så, at anden halvdel af albummet er klar til at blive sendt på gaden i slutningen af næste måned med den ikke så overraskende titel "The 20/20 Experience: 2 of 2". Førstesinglen "Take Back The Night", fra Timberlakes fjerde studiealbum, udkom den 12. juli og har allerede mere end fem millioner views på YouTube.

Timberlake proklamerer personligt udgivelsen af det nye album på sin hjemmeside i et åbent brev til fans over hele verden. "Den 30. september udkommer anden halvdel af "The 20/20 Experience". Eftersom at alle sangene blev skrevet samtidig for over et år siden, har det været virkelig hårdt at vente så lang tid med at udgive dem. Jeg kan ikke vente til, at I alle får mulighed for at høre hele "The 20/20 Experience" i sin fulde længde".


Succeshistorien om den talentfulde dreng fra Texas ser ud til at fortsætte et godt stykke tid endnu. Han har været med i et af USA's mest succesfulde boybands gennem tiden og har imod alle odds formået at opnå verdenstjernestatus som afhopper af en gruppe. Noget, som meget få kunstnere er lykkedes så godt med som Timberlake. Han blev senest hyldet for sit talent natten til mandag (dansk tid), da MTV Music Video Awards løb af stablen. Hele tre gange løb en Timberlake-video med den gyldne statuette ved showet i Brooklyn. Han vandt blandt andet hovedprisen Årets Musikvideo for videoen til "Mirrors". Derudover modtog han også Michael Jacksons hæderspris, den såkaldte Vanguard Award.

Se Justin Timberlake tale om anden halvdel af "The 20/20 Experience" herunder:


ANNONCE