Nyhed

Så stor betydning havde I Have A Dream-talen musikalsk

På GAFFA fejrer vi 50 års jubilæet med et tilbageblik på, hvilke musikere der i tidens løb har brugt talen som inspiration

I dag for præcis 50 år siden stod borgerrettighedforkæmperen Martin Luther King på trapperne til Lincoln Memorial i Washington, D.C. Han havde udsigt til 200.000 vrede amerikanere, der tidligere på dagen havde spadseret gennem hovedstadens gader i forbindelse med den store borgerrettighedsmarch "March on Washington for Jobs and Freedom". Formentligt havde ingen forventet, at de skulle være vidne til nyere tids mest berømte tale, men ikke desto mindre var det tilfældet for den enorme menneskemængde. Talens budskab og gennemslagskraft er gået over i historien som værende et af de vigtigste statements for lighed og mod racisme.

Martin Luther Kings bidrag til den politiske sfære i USA har været særdeles udslagsgivende. Specielt indsatsen over for afroamerikaneres rettigheder har bidraget til, at manden bag "I Have a Dream-talen" i 1964 modtog Nobels Fredspris i en alder af 35, som den yngste nogensinde. Siden har et utal af musikere ladet sig inspirere af det evigt aktuelle budskab og talens retoriske virkemidler.

Her kan du høre et udpluk af sange, der hylder Martin Luther King som retoriker og som menneske:


I 2006 lavede den amerikanske rapper Common, i samarbejde med Will.i.am, en hyldest til Martin Luther King med sangen "A Dream", hvor dele af den berømte tale bliver samplet ind over tracket. Common er kendt som et modstykke til mange af sine hiphop-kolleager, idet han som oftest skriver tekster om kærlighed, spiritualitet og ikke mindst politik. "My dream is to be free". Sådan synger Will.i.am i omkvædet, imens Common smider vers, der omhandler kamp, smerte og håb.

De kridhvide, irske rockpionerer fra U2 har gennem tiden også fundet inspiration i Martin Luther King væsen og hans tale. Tilbage i 1984 udgav de singlen "Pride (In The Name of Love), hvor Bono synger: "Early morning, April 4/Shot rings out in the Memphis sky/Free at last, they took your life/They could not take your pride." Her refereres der til Martin Luther Kings død. Han blev myrdet den 4. april 1968 på en hotelbalkon i Memphis, Tennessee, af James Earl Ray. Sangen er et af U2's største hits gennem tiden.

Kings landsmand Stevie Wonder kan også tilføjes rækken af musikere, der gennem tiden har hyldet den afdøde borgerrettighedsforkæmper. Han har gjort det med sangen "Happy Birthday", der udkom tilbage i 1981. Sangen skrev Wonder som led i en kampagne, der skulle gøre Martin Luther Kings fødselsdag til en national helligdag. "I just never understood how a man who died for good/could not have a day that would be set aside for his recognition." Sådan synger Stevie Wonder i "Happy Birthday", og kampagnen lykkedes da også.



ANNONCE