x

Hør Yeah Yeah Yeahs-guitarist remixe Oh Land

Hør Yeah Yeah Yeahs-guitarist remixe Oh Land

Oh Land, der har det borgerlige navn Nanna Øland Fabricius, har efterhånden fået opbygget en god venneskreds i storbyen New York. Oh Lands album "Wish Bone", der udkommer den 16. september, bliver udgivet igennem TV On The Radio-medlem Dave Siteks pladeselskab Federal Prism. Selv samme mand har tidligere arbejdet sammen med en række andre kunstnere, heriblandt Yeah Yeah Yeahs.

Tidligere på året udgav Oh Land den første single, "Renaissance Girls", fra albummet "Wish Bone". Singlen er siden hen blevet remixet af guitaristen Nick Zinner fra netop Yeah Yeah Yeahs, hvilket nemt kunne skyldes deres fælles ven Dave Sitek.

"Wish Bone" bliver det tredje album fra Nanna Øland Fabricius, der hidtil har haft størst succes med sit andet album "Oh Land", der udkom i 2011. Albummet ledte til et internationalt gennembrud, hvor hun blandet andet varmede op for Katy Perry, optrådte på talkshowene David Letterman og Jimmy Kimmel Live og blev spillet på hit-tv serien "Gossip Girl". Albummet "Oh Land" fik da også en flot anmeldelse af GAFFA, der gav hende fem flotte stjerner.

Der er således høje forventninger til det tredje album fra Nanna Øland Fabricius alias Oh Land, et album der som nævnt udkommer 16. september. Indtil da kan du jo passende lytte til Nick Zinners remix af det første udspil fra det kommende album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA