Nyhed

Stereo Studio: Ikke kun Gasolin', også Diesel

Pladeforretningen relancerer nu sig selv om en livsstilsforretning, hvor man fra næste måned blandt andet kan købe tøj fra Diesels 55DSL-kollektion

Pladebranchen bløder. Det er ord, der har været sagt utallige gange, siden de digitale medier gjorde deres indtog i musikkens verden. Salget af cd'er er støt faldende, og det har fået flere pladeforretninger til at gentænke deres strategi. Det har også været tilfældet for Stereo Studio, der nu vil begynde at sælge tøj i sine forretninger landet over. 

De seneste år har Stereo Studio udvidet sit sortiment med bøger og diverse merchandise, og nu har kæden efter lang tids overvejelse valgt at tage skridtet fuldt ud og relancerer til september 13 af sine butikker som livsstilsforretning under navnet Studio Apparel.

Lasse Giversen, som er en af de ansvarlige for Stereo Studios digitale medier og indkøb, forklarer, at beslutningen er en kombination af et svigtende salg og en lyst til at udvide butikkernes koncept.


– Det er klart, at der er sket noget i vores branche. Det fysiske salg er svindende, fordi de digitale medier vinder ind. Det giver os noget frirum til at finde på nogle nye ting, forklarer Lasse Giversen og fortsætter: – Det her er en ide, vi har bakset med i et stykke tid, og som vi har haft lyst til at lave, men det er først nu, at vi føler os klar til at tage skridtet.

Lasse Giversen afviser dog, at det nye butikskoncept er opstået som et forsøg på at holde liv i forretningerne.

– Det skal ikke ses som noget desperat projekt. Det er en meget velovervejet beslutning, som vi har investeret mange penge i, og det kunne vi selvfølgelig ikke gøre, hvis vi nu var tæt på at gå neden om og hjem.


Som samarbejdspartner har Stereo Studio blandt andre valgt Diesel og vil i fremtiden sælge tøjmærkets sub-brand 55DSL. Grunden til, at det netop er denne kollektion frem for selve Diesel-mærket, som skal sælges i Stereo Apparel, er den fælles målgruppe.

– Diesel og deres 55DSL brand går op i det urban-miljø, som vi kommer fra. Den identitet, kollektionen har, er noget, vi kan nikke genkendende til, og det er en af grundene til samarbejdet, forklarer Lasse Giversen.

For at kickstarte sit nye butikskoncept afholder Studio Apparel en række arrangementer i landets største byer. Her kan du til toner fra Culture Works + Karl William, Esben Weile Kjær + Nicolai Legind, Amin Safari og Noodle + Danni Toma nyde en kold øl, opleve det nye butikskoncept og se Diesels 55DSL-kollektion samt en filmvisning af Diesels kortfilm "Once Upon a Time in Italy".


Du kan se en oversigt over de fire events her:

København:

Den 19. september, kl. 19.00, Studio Apparel, Købmagergade 44, København K, hostet af dj og promoter Esben Weile Kjær, live-performance af Nicolai Legind og surprise act. Efterfest på Jolene. Se Facebook-event her.


Odense: 

Den 21. september, kl. 20.00, Studio Apparel, Vestergade 82, Odense C, hostet af dj og promoter Amin Safari. Se Facebook-event her.

Aarhus: 


Den 28. september, kl. 20.00, Studio Apparel,  Ryesgade 8 Aarhus C, hostet af djs og promotere Culture Works, live-performance af Karl William. Efterfest på Shen Mao. Se Facebookevent her.

Aalborg:

Den 5. oktober, kl. 20.00, Studio Apparel, Algade 28 Aalborg C, hostet af dj og promoter Jakob Noodle, live-performance af Danni Toma. Efterfest på Ib Rene Cairo. Se Facebookevent her.


ANNONCE