x

Monster Magnet kommer til Danmark

Monster Magnet kommer til Danmark

Monster Magnet slår vejen forbi Lille Vega i København starten af næste år, nærmere bestemt den 20. januar. Her bliver det muligt at høre sange fra deres nye plade, der er sat til at udkomme midt i oktober.

Nærmest præcist tre år efter Monster Magnets ottende og seneste album "Mastermind" udkom, udsender New Jersey-bandet nyt album, der bærer titlen "Last Patrol". De ni nye sange kan høres fra den 15. oktober og flere af dem uden tvivl også, når bandet giver koncert i Vega i starten af det nye år. Første single blev udsendt i juli i form af nummeret "The Duke (of Supernature").

Sidst Monster Magnet gæstede Danmark var i 2011, hvor bandet hyldede deres fans gennem over 20 år ved at tage på turné med deres måske mest populære album, Dopes To Infinity (1995). Her spillede bandet for et entusiastisk og engageret publikum, ligeledes i Lille Vega. Nu er Monster Magnet klar til at gentage successen og præsentere såvel klassiske som helt nye sange for deres danske publikum.

Albummet "Last Patrol" er efterfølgeren til "Mastermind" fra 2010, der blev vel modtaget herhjemme. GAFFA gav rock-drengene fire stjerner for den udgivelse. Amerikanske Monster Magnet er tegneserierock af den hårdtpumpende, småpsykedeliske slags. Tegneserierock, som bliver serveret med glimt i øjet, men aldrig ender i den rene karikatur.

Opskriften har været nogenlunde den samme lige, siden Monster Magnet startede ud i 1989 – nemlig garagerock a la The Stooges, et stænk traditionel, groovy metal a la Black Sabbath og vilde syretrips med udflydende olieplets-psykedelika på bagscenetæppet. Her 24 år efter er de stadig pladeaktuelle.

Find billetter vis GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA