Nyhed

Guide: 25 vigtige koncerter i september

GAFFA giver et bud på 25 interessante koncerter i den kommende måned

Efteråret er ifølge kalenderen indtrådt, og efter en sommer fyldt med festivaler rykker koncerterne nu inden døre og byder på nye, spændende oplevelser. Det skorter nemlig ikke på musikalske oplevelser i september, med både danske og udenlandske artister rigt repræsenteret. 

1. The Walkmen, Voxhall, 3. september, klokken 20.00

The Walkmen med den karismatiske Hamilton Leithauser i front har med deres to sidste koncerter i landet fået henholdvis seks og fem stjerner af GAFFA. Der er altså med god grund høje forventninger til bandets første koncert i Jylland nogensinde, når The Walkmen gæster Aarhus. 


2. CocoRosie, Vega, 3. september, klokken 19.00

Amerikanske CocoRosie har gennem de sidste ti år som duo lavet eksperimenterende og særegen pop. For godt en måned siden udgav de deres femte studiealbum "Tales Of A Grass Widow", og nu kommer duoen til Danmark, hvor de giver to koncerter. Dagen efter gæster de nemlig også VoxHall i Aarhus. 

3. Efterklang: The Ghost Of Piramida, 4. september, Musikhuset Aarhus, klokken 20.00


Aarhus Festuge præsenterer i samarbejde med CPH:DOX filmen bag Efterklangs nyeste album "Piramida" med titlen "The Ghost of Piramida". Arrangementet består foruden visningen af filmen af en snak med bandet samt afslutningvis koncert. 

4. Twista, VoxHall, 5. september, klokken 21.00

Verdens måske hurtigste rapper, den amerikanske chopper-rapper Twista, giver koncert i landet for første gang. Igennem de sidste 20 år har han udgivet en række platinsælgende hits, både på egen hånd og i selskab med bemærkelsesværdige samarbejdspartnere, som blandt andre Ludacris, Kanye West, Ruff Ryders og R. Kelly.


5. James McCartney, 5. september, Beta2300, klokken 21.00

James McCartney er søn af ingen andre end Paul fra The Beatles. McCartney Jr. har medvirket på soloplader fra begge forældre, men har ellers holdt lav profil, indtil han i 2010 debuterede som solist med ep'en "Available Light", som han året efter fulgte op med atter en, "Close at Hand". I maj i år udkom hans fuldlængdedebut og efter eget udsagn lader han sig inspirere af både Beatles, Nirvana, Cure, PJ Harvey og Radiohead. Dagen efter spiller han også på Dexter i Odense.

6. Ulvetimen, 5. september, Studenterhuset Aalborg, klokken 21.00


Ulvetimen er skabt af forsanger Kristian Kjærulff Ravn, hvis musik er inspireret af genrer som folk, pop og rock. Bandet spillede blandt andet på årets Spot Festival, hvor de fik fire stjerner af GAFFA for deres smukke, stemningsfulde mørkemandsrock, ligesom også deres debut-ep fra maj måned gjorde. 

7. Dansk Rap 25-års koncert, 6. september, Tivoli, klokken 22.00

Dansk rap fejrer sig selv i et storstilet show, hvor de sidste 25 år i dansk raps musikhistorie bliver hyldet. UFO Yepha, Kølig Kaj, Per V, Niarn, Hvid Sjokolade, L.O.C, Jonny Hefty & Jøden, Den Gale Pose, Humleridderne, MC Einar, Kidd, Young, Jooks, Johnson, Specktors, Ataf og Rockers By Choice er nogle af de kunstnere, du kan opleve på Plænen i Tivoli denne fredag.


8. S. Westmark, 6. september, Det Bruunske Pakhus, klokken 21.00

Steffen Westmark, der går under kunstnernavnet/forkortelsen S. Westmark, har i mange år fungeret som frontmand i bandet The Blue Van, men nu har han taget hul på et nyt kapitel. Med sit nye side-soloprojekt er han nemlig udsprunget som crooner, der albumdebuterede i sidste måned. "Deserter" blev belønnet med fire stjerner af GAFFA for dets følsomme, melankolske udtryk.

9. MC's Fight Night Finale, 6. september, klokken 20.00


Freestylekonceptet MC's Fight Night, der netop har holdt et års pause, vender i år tilbage med den hidtil største udgave i konkurrencens historie. Plænens almindelige scene bliver på dagen udskiftet med tribuner, hvor der vil være omkring firehundrede siddepladser og ikke mindst den karakteristiske boksering i midten. Den ægte Fight Night-ånd holdes altså intakt.

10. P3's 50 års jubilæumskoncert, 7. september, Trekroner Fortet, klokken 12.00

Kanalen fejrer sine første 50 år med minifestival på Trekroner Fortet med blandt andre Kashmir, Marie Key, Mads Langer, Trentemøller, Ukendt Kunstner, Panamah, The Eclectic Moniker, Sebastian Lind og Sort Sol. De tre hovedscener bliver henholdsvis en scene med bands, der har haft en stor betydning for P3, en scene med unplugged musik og en scene, der byder på lounge og feststemning med Unga Bunga, styret af vært Le Gammeltoft.


11. Soundgarden, 9. september, Forum, klokken 20.00

Siden frontmanden Chris Cornell i januar 2010 annoncerede, at bandet var gendannet, har der været forventninger om både nyt album og koncert i Danmark. Med aftenens koncert kan der nu sættes flueben ved begge ønsker. Soundgarden udgav nemlig sidste år deres sjette album i form af "King Animal". 

12. Matthew E. White, 9. september, Vega, klokken 20.00


Matthew E. White udgav tidligere på året det anmelderroste debutalbum "Big Inner", hvor White flankeres af backingbandet Spacebomb. Her kvitterede GAFFA med fem stjerner og skrev: "'Big Inner' er intet ringere end et rent overflødighedshorn af glohed soul, Stax og delikate jazzfinesser smeltet sammen et godt øre for iørefaldende lounge-pop."

13. Hooded Fang, 10. september, Beta3200, klokken 21.00

Ontario-bandet Hooded Fang spiller simpel garagerock med afsæt i 50'ernes surf-rock. Bandet albumdebuterede i 2010 og blev hurtigt samlet op af det engelske pladeselskab Full Time Hobby, der udsendte canadiernes anden plade, "Tosta Mista". De fire canadiere er allerede berygtede for deres vilde tourliv, og det er netop dette, frontmand og sangskriver Dan Lee synger om i de autobiografiske sange på det nyeste album fra i år, "Gravez".


14. Kamilia Amelie, 12. september, Det Bruunske Pakhus, klokken 20.00

Kamilia Amélie er stadig ny på den danske musikscene, men har inden for et år af debutudgivelsen "Come What May" allerede formået at spille over 40 shows, udgivet to singler med tilhørende musikvideo og haft rotation på P4 og DR Mama. Hun har i år spillet på både Nibe Festival, Hysten Festival og Spot Festival med flere. Stilen er poppet retro-soul toppet med en smuk, naturlig og flydende vokal.

15. Ponyblod, 13. september, Kansas City, klokken 21.00


Hiphop-duoen Ponyblod, bestående af Tue Track og Khal Allan, udgav tidligere i år det selvbetitlede debutalbum, der både af anmeldere og publikum blev modtaget med begejstring. Blnadt andet gav GAFFA hele fem stjerner, og albummet røg direkte ind på en femteplads på den danske albumhitliste. 

16. Lukas Graham + Orgi-E, Den Grå Hal, klokken 20.00

To af landets største charmører giver dobbeltkoncert og hele tre anledninger til fejring: dels afslutningen på begges tour, dels fejringen af Lukas' fødselsdag, men mest af alt fejringen af at Den Grå Hal forhåbentlig forbliver tør. Hovedformålet med koncerten er nemlig at samle penge ind til et nyt tag til Den Grå Hal. Derfor går alt overskud fra aftenen naturligvis til dette formål. Simon Jul er konferencier, og der er efterfest bagefter med et opbud af dj's. 


17. Teitur, 19. september, Kulturhuset Viften, klokken 20.30

Siden debuten "Poetry & Aeroplanes" udkom for snart 10 år siden har Teitur været igennem et stærkt kreativt forløb med fem album og adskillige koncerturnéer verden over. I denne måned udgiver han så sit sjette studiealbum "Story Music", og det er netop opfølgelsen på denne, der bringer ham til Danmark og videre ud i resten af verden. 

18. Eivør & Ginman After Dark, 19. september, Paletten, klokken 20.00


Eivør & Ginman After Dark er navnet på det nye orkester, som sangerinden Eivør Pálsdóttir og kontrabassisten Lennart Ginman har skabt sammen. Musikken er nyskrevne sange af Ginman og Eivør tilsat et par tidløse klassikere. Den gennemgående tone i musikken er mørk, underspillet og filmisk, og ind imellem ligefrem romantisk og dramatisk. 

19. Ulige Numre, 19. september, VoxHall, klokken 21.00

Ulige Numre bragede igennem med storbyhymnen København i september 2011 og på rekordtid dukkede sangen og (den stemningsfyldte video) op på et utal af danske, svenske og norske blogs og magasiner. Bandet har haft en forrygende start, med udsolgte koncerter og priser (P3 Guld Talentprisen og en Steppeulv pris for 'Årets Sang') og udgav så i deres egentlige debutalbum "Nu Til Dags" i sidste måned, som de nu følger op på med en turné rundt i landet.


20. M.O.P, 20. september, Train, klokken 21.30 

M.O.P. (billedet) er en forkortelse af Mash Out Posse og består af de to rappere Billy Danze og Lil' Fame, der begge er kendt for deres hårde levering. Duoen udgav deres første nummer tilbage i 1992, men det var først omkring 2000, at de for alvor slog igennem med hittene "Ante Up" og "Cold As Ice". M.O.P. har ved flere lejligheder været forbi Danmark, senest sidste år, hvor det var Aarhus, der fik fornøjelsen af de to herrer. Den koncert gav GAFFA fem stjerner med overskriften: "En af hiphoppens bedste live-acts. Hiphop længe leve. Hurra. Hurra. Hurra." Dagen efter gæster gruppen også Pumpehuset i København. 

21. Per Vers & Mixed Ape Music All Stars, 21. september, Atlas, klokken 21.00


Det drejer sig om en femdobbelt releasefest denne aften, hvor Per Vers' pladeselskab Mixed Ape Music udsender et overflødighedshorn af nye vinyler. Label boss Per V. afslutter selv aftenen af med en fuld koncert med hele sit berygtede live-hold: Nappion, Ayoe Angelica, DJ Static og blæsertrioen Brass Monkeys, samt eftersigende et par meget eksklusive gæster.

22. Editors, 26. september, Vega, klokken 20.00

Birmingham-gruppen Editors udsendte 1. juli deres fjerde album, "The Weight of Your Love" og gav få dage forinden koncert i Tivoli. Denne aften vender de så atter tilbage til Danmark. Sidste år forlod guitarist Chris Urbanowicz bandet grundet kunstneriske uoverensstemmelser. Han er nu erstattet af hele to personer, Justin Lockey på guitar og keyboard og Elliott Williams på guitar, keyboards og kor. Der er derfor mulighed for at høre den "nye" udgave af bandet i Vega. 


23. Newbees Festival, 27. + 28. september, Studenterhus Aarhus, klokken 20.00

Studenterhus Aarhus præsenterer endnu engang upcoming-festivalen Newbees Festival. På programmet er der indtil nu offentliggjort en række navne i form af electro-bass-duoen Broke, vinderen af P3s KarriereKanonen i år The Minds of 99, elektro-popperne So-So Echo, elektro-drømmeren Sekuoia og r&b-talentet Karl William. 

24. Nephew Hjertestarter Arenatour (turnéstart), 27. september, Stadium Arena Fyn, Odense, klokken 20.00


Det danske band tager på en storstilet efterårsturné, når de åbner op for deres Hjertestarter Arenatour denne aften. Eftersigende bliver det den største indendørsturné, et dansk band nogensinde har præsteret i landet. 

25. Peter Gabriel, 28. september, Boxen Herning, klokken 20.00

Peter Gabriel opfører denne aften mesterværket "So" fra 1986 i sin fulde længde i Herning, som det eneste show i Skandinavien. Det sker i forbindelse med albummets 25-års livejubilæum, som han kunne fejre sidste år, hvor turnéen blev indledt. Med sig har Gabriel det samme band, som han turnerede med for netop 25-26 år siden. "So" indeholder blandt andet hits og klassikere som "Sledgehammer", "Red Rain", "Don't Give Up", "Mercy Street" og "In Your Eyes". 


ANNONCE