Nyhed

Neko Case besøger Bremen Teater

Den amerikanske sangerinde gæster København med et nyt album i bæltet

Singer-songwriteren Neko Case fra Tacoma, Washington viser sig fra en skrøbeligere side på sit nye album, som kan opleves live til en sjælden koncert på Bremen Teater i København 27. november.

Case har givet den som sanger for de canadiske indie-rockere The New Pornographers, men har også imponeret med solokarrieren. Nu er hun så klar med sit sjette studiealbum "The Worse Things Get, the Harder I Fight, the Harder I Fight, the More I Love You", som udkom i går.

Tidligere har Case fået klap på skulderen for 2009-albummet "Middle Cyclone", der fik fire stjerner i GAFFA. Anmelder Finn P. Madsen skrev blandt andet:


"Som en anden furie hænger Neko Case, med det viltre røde hår, på køleren af en Mustang med et sværd i den ene hånd. På Middle Cyclone er hun klar til at spidde ethvert mandshjerte. En rigtig "maneater", der ikke tror på den direkte kærlighedssang, men mere har tiltro til skæbnen. For hende spiller naturens kræfter ind. (…) Hun har en af de mest fantastiske og markante stemmer i amerikansk kvinderock, og forfører med passion enhver lytter."

Den 42-årige sangerinde spiller sjældent i Danmark, men kan 27. november opleves med band på Bremen Teater i København. Og ja, det er hende på billedet, men altså forklædt som mand.

Billetter er i salg fra i dag gennem Billetlugen


ANNONCE