x

Dansk EMI-chef går

Dansk EMI-chef går

Den danske afdeling af EMI, et af verdens største pladeselskaber, oplyser, at Lars Toft, administrerende direktør for den danske afdeling gennem de sidste lidt mere end to år, forlader sin post med omgående virkning for at forfølge en anden karriere, inden hans kontrakt hos EMI er løbet ud.

– Jeg har generelt været glad for at arbejde hos EMI, men er nået til et punkt i min karriere, hvor jeg har haft behov for at stoppe op og tage en tænkepause, fortæller Lars Toft til GAFFA.dk og fortsætter:

– Når man er leder af den danske afdeling af et internationalt pladeselskab, bliver man mødt med et krav om at levere bestemte resultater, og dér har jeg ikke altid været enig med den internationale ledelse, og det har også været en medvirkende årsag til min beslutning. Så jeg har for et stykke tid siden besluttet, at jeg ikke ville forlænge min kontrakt, når den skulle forlænges om at et år, men ved nærmere eftertanke kan man lige så godt stoppe med det samme, når man har taget en sådan beslutning, fortæller Lars Toft og afviser, at hans beslutning har noget at gøre med den generelle økonomiske tilbagegang i pladebranchen med hyppige fyringsrunder på pladeselskaberne:

– Nej, jeg synes tværtimod, at musikbranchen befinder sig i en meget spændende omstillingsperiode netop nu, ikke mindst med de mange nye musikmedier, der dukker op.

Hvad vil du så lave nu?
– Det har jeg endnu ikke besluttet mig til. Jeg vil tage en grundig tænkepause. Det kan være, det bliver i musikbranchen, det kan være, det bliver noget helt andet.

Midlertidig ledelse indtil efteråret
Hvem den nye danske EMI-chef bliver, ventes oplyst i slutningen af august, og indtil da vil den daglige ledelse blive varetaget af Adrian Cheesley, chef for EMI’s aktiviteter i Østeuropa, mellemøsten, Tyrkiet og Afrika.

Jean-Francois Cecillon, chef for EMI i Europa, udtaler: “Jeg vil takke Lars for hans bidrag og for at lede firmaet i en vigtig, omskiftelig periode både for EMI og for musikbranchen generelt. Jeg forstår fuldt ud hans beslutning om at vælge en ny karriere, og jeg vil ønske ham al mulig succes i hans nye karriere.”

Lars Toft udtaler: “Jeg har nydt min tid som leder af EMI i denne spændende og udfordrende periode. Jeg sender mine bedste ønsker til alle vore kunstnere og vort personale. Det var en fornøjelse at arbejde med jer, og jeg ønsker jer al mulig succes fremover”.

EMI udgiver danske kunstnere som Saybia, Carpark North, Lars H.U.G., D-A-D og Kim Larsen og internationale artister som Coldplay, Robbie Williams, Rolling Stones, Norah Jones og Depeche Mode.

EMI Danmarks hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA