De to søstre fra Texas er helt nye og så alligevel ikke.
De to søstre fra Texas er helt nye og så alligevel ikke. For i mange år var de kendte – især i USA, og i en tid for godt ti år siden var de berygtede og forhadte i brede kredse som mål for en veritabel heksebrænding af næsten middelalderlige proportioner.
Emily Robison og Martie Maguire var nemlig to tredjedele af Dixie Chicks, der i en lang årrække har været en af de helt store succeshistorier i grænselandet mellem country, bluegrass, rock og pop. Et orkester, der fra barnsben med udgangspunkt i hjembyen Dallas i Texas drog ud og spillede til Telluride og alle de andre vigtige festivaler for folk, der udstyret med banjo, violin og flerstemmig sang ville frem i verden. Og frem kom de, specielt da de fik en Natalie Maines til at synge for i noget, der ramte amerikanerne lige i det sted i hjertekulen, hvor specielt Fleetwood Mac med Stevie Nicks i front havde sat afgørende spor tilbage i 1970'erne. Og resultatet udeblev ikke.
Dixie Chicks er simpelthen de mest sælgende countryartister nogensinde. Men også et orkester, der gennemgik så meget modgang, da Natalie Maines lige før Irakkrigen i 2003 til en koncert i London kom for skade at sige sin mening, der ikke var til at misforstå. For ikke bare var hun mod krigen, men hun sagde også i samme åndedrag, at hun skammede sig over, at præsidenten George W. Bush kom fra Texas.
Hun blev omgående bakket op af Emily og Martie, og så brød Helvede løs – kulminerende med, at rasende fans smadrede et stort antal cd'er med bandet med en bulldozer. Ligesom de fleste kollegaer inden for den ret konservative countrymusik og bandets sponsorer slog hånden af dem. Selvfølgelig vendte bøtten, og bandet toppede kommercielt i 2007, hvor forsanger Maines havde fået nok af hysteriet. Hun gik på ferie uden for alvor at have ambitioner om igen at kaste sig ud arbejdet med turnéer og promotion.
Så efter et stykke tid, hvor Emily og Martie skrev sange til, når Natalie Maines kom tilbage, begyndte det at dæmre for Emily, at måske ville den orlov vare evigt. Så med udgangspunkt i en bog, hun læste på det tidspunkt, kom hun på navnet Court Yard Hounds. Ligesom hun selv overvandt sine indre dæmoner og steppede op til mikrofonen. Om tiden, hvor de måtte lægge ører til trusler på samlebånd og blev kaldt for uamerikanske, forrædere og det, der var meget værre, siger Emily Robison i dag til GAFFA over telefonen fra New York:
– Det var en meget mærkelig tid, hvor jeg havde svært ved at forstå, hvad der skete. Når jeg ser tilbage på det, syntes det meget bizart, men var også til tider ret uhyggeligt. Det blev noget med at tage tilbage, hvor vi kom fra og se på vores liv og familier, og det førte til, at vi tog en pause i Dixie Chicks. Og selv om vi stadig samles fra tid til anden og spiller et par shows her og der, opstod der et behov for at skrive nye sange, og derfor opstod Court Yard Hounds. Det ene år gik efter det andet, og Martie og jeg følte, at som søstre havde det ligget i vores gener hele tiden, og vi vidste ikke, hvad vi ville gøre, hvis vi ikke spillede, komponerede og turnerede. Så det kom simpelthen ud af et behov for at være kreative, beretter Emily Robison.
Afslappet nyt album
Det viste sig at være en glimrende idé. Den første plade kom i 2010, og den har solgt fremragende. Pladen var stærkt selvbiografisk. Robison havde kaos på hjemmefronten, hvor hun havde tre børn med en mand, der også var sanger. Mens den helt nye plade, "Amelita", er en helt anden historie. For ægteskabet endte i skilsmisse, og siden har Emily Robison fundet tid til at få yderligere et barn med guitaristen i liveudgaven af Court Yard Hounds.
– Det første album var meget navlebeskuende og selvbiografisk. Mens denne gang er jeg gået gennem en skilsmisse og er et nyt sted. Så historierne på dette album har et bredere udsyn, og der er en helt anderledes og mere afslappet følelse omkring denne plade. Ligesom vi havde skrevet en masse materiale, som vi så kunne vælge ud fra. Vi startede med at skrive sange, lige efter det sidste album kom ud, så vi havde to-tre års arbejde at vælge mellem. Det synes jeg medvirkede til, at "Amelita" blev et album, vi er meget tilfredse med, fortæller Emily Robison.
Og der er for alvor bud efter orkestret, som i skrivende stund har besøgt David Letterman, Jay Leno og de andre vigtige talkshowværter, og nu er den omfattende promotiontur til radiostationerne over hele USA begyndt. Og siden forventer hun at komme forbi Europa, selv om en masse hårdt arbejde venter først. For som hun siger det:
– Pladeselskabet tror virkelig på os. Og samtidig har jeg selv endelig fået det godt med selv at være hende, der synger sangene, erkender Emily Robison, som er meget glad for den igangværende bølge, hvor "less is more", og unge bands søger rødderne, selv om hun faktisk skønner, at det ikke er musikken, der er ny. Det er pressens fokus:
– Det er en spændende tid. Court Yard Hounds handler om at få en lyd, der var så live-agtig som muligt. Noget med at lave musikken i øjeblikket, så den er mere frisk. Men i forhold til den scene, der er i gang, så har vi alle dage vekslet frem og tilbage, så det er ikke noget nyt for os. Det er en cyklus, som vi finder er helt naturlig, slutter Emily Robison.
HVEM: Emily Robison, vokal og banjo (født 1972) & Martie Maguire (født 1969) på kor og violin. De er søstre og var oprindelig to tredjedele af de succesfulde og kontroversielle Dixie Chicks. Dertil består livebandet blandt andre af Robisons nuværende kæreste, guitarist Martin Strayer.
HVAD: Singer/songwritere med kraftige anstrøg af country og bluegrass. "At lave musikken i øjeblikket, så den er mere frisk", som Emily Robison udtrykker det.
HVOR: Søstrene voksede op i Addison, en forstad til Dallas i Texas.
