Nyhed

Bruno Mars spiller til Super Bowl

Den lille mand med den store stemme er blevet udvalgt til at spille i halvlegen til den årligt tilbagevendende begivenhed

Mange har gjort det før Bruno Mars. Med større eller mindre succes til følge. Vi husker alle Janet Jackson og Justin Timberlakes bryst-flash og M.I.A.'s famøse fuckfinger. Den 2. februar 2014 bliver det så den amerikanske sanger Bruno Mars, der skal prøve kræfter med det store publikum og de helt absurd mange tv-seere fra hele verden. Det bliver spændende at se, om den optræden bliver kontroversiel eller bare helt almindelig. Mars er ikke ligefrem kendt for at være en skandalernes mand.

Rygter om den 28-årige "When I Was You Man"-sangers booking begyndte at cirkulere, da Los Angeles Times annoncerede nyheden og fik den bekræftet hen over weekenden. Bruno Mars annoncerede selv den store nyhed på Times Square omkring klokken 12.30 amerikansk tid i går på Fox NFL Sunday sammen med værterne Curt Menefee og Terry Bradshaw og en masse eksperter 

Efter annonceringen af den kommende optræden blev der efterfølgende posted en video af hovedpersonen, hvor vi følger ham fra barndommen og de utallige Elvis-imitationer til at være global superstjerne. Videoen kan ses herunder. Bruno Mars har været den hurtigste mandlige artist til at score fem nummer-ét singler på Billboard Hot 100 siden Elvis Presley.


Super Bowl er traditionelt set det mest sete amerikanske tv-program i løbet af hele året, men halvlegsshowet scorer ofte endnu højere seertal end kampen selv. Madonnas optræden fra 2012 rangerer stadig som det mest sete event i amerikansk tv-historie med over 114 millioner seere. Beyoncés optræden i 2013 blev til sammenligning set af 110,5 millioner mennesker.

Kun tiden må vise, hvor stor opbakning der bliver til Bruno Mars.

 

ANNONCE