x

Den danske musikbranche satser på TV-shows

Den danske musikbranche satser på TV-shows

Som i hele den vestlige verden står det sløvt til med musiksalget i Danmark. Det får nu den danske pladebranche til at lægge pres på de hjemlige TV-stationer for at få flere musikshows i æteren, fremgår det af dagens Jyllands-Posten.

DR1 har allerede annonceret planer om et nyt ungdomsshow med musikvideo’er og hitlister - navnet bliver "Boogie" - og ligger desuden i forhandlinger om at købe BBC’s "Top of the Pops"-koncept. Men det er ikke nok for den danske pladebranche.

Derfor har brancheforeningen Ifpi bedt produktionsselskabet Wegelius TV om at strikke et koncept for et halvtimes hitliste-program sammen. Det vil IFPI så tilbyde de danske TV-stationer.

Endelig ligger man i forhandlinger med Viasat (selskabet bag TV3 og TV1000) om en ‘klarere musikprofil’ for TV-selskabet. Resultatet kan blive, at ungdomskanalen ZTV relanceres som en ren musikkanal.

"I Tyskland er der flere kanaler, der udelukkende spiller musik. Derfor burde der også være basis for en musikkanal herhjemme," lyder det fra Ifpis formand Michael Ritto.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA