Reportage: GAFFA på Berlin Festival 2013

Se mange flere billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion

Berlin viste sig fra sin bedste side, da den ottende udgave af Berlin Festival løb af stablen den 6-7. september i bragende sensommersol og med 20.000 glade publikummer.

Festivalen kunne byde på 80 officielle koncerter og dj-gigs og derudover en lang række mere uofficielle og ofte gratis koncerter i forbindelse med den simultant kørende musikbranchefestival Berlin Music Week.

Fredagen startede først med et opkvikkende besøg ved den fuldstændig fantastiske Badeschiff, der er en udendørs flydende pool, der ligger midt ude i Spree-floden. Her kunne man svømme baner, dase i liggestole og på den kunstige strand, mens baren serverede kølige drinks, dj's sørgede for lækker chill-out stemning, og temperaturen viste 25 grader.

Herefter gik turen med U-bahn ud til den monumentale Tempelhof lufthavn, hvor Berlin Festival de sidste par år har er blevet holdt. Tempelhof er vel nok den lufthavn i verden med mest historie i sig. Den blev bygget i begyndelsen af 1920'erne som en af verdens første kommercielle lufthavne. I 1934 ryddede nazisterne den gamle terminal og byggede i stedet det gigantiske og helt igennem imponerende lufthavnskompleks, som ligger her i dag. Efter 2. Verdenskrig blev lufthavnen blandt andet brugt under den kolde krig til at sikre forsyninger til Vestberlin under blokaden af Berlin.

Lufthavnen er blevet kaldt for "The Mother of all Airports" af arkitekten Norman Foster, og var i brug helt frem til 2007, inden den lukkede på grund af dårlig økonomi. Siden da er det kæmpemæssige lufthavnsområde blevet brugt som et rekreativt område for alle byens borgere – og altså i denne weekend vært for Berlin Festival.

Lufthavnstemaet er til stede under hele festivalen, hvor personalet er iført pilot- og stewardesse-uniformer, og de gamle analoge flyafgangstavler bliver brugt til at vise tidsplanerne for musikprogrammet. En fed detalje.

Bedagede dyrehandler-drenge
Fredagens første store navn er den efterhånden noget bedagede 80'er-duo Pet Shop Boys, der spiller op til fredagsfest for størstedelen af det 20.000 store publikum. Det gør de ikke særlig godt. Deres ellers på plade ganske raffinerede og kulørte ørehængere kommer slet ikke ud over rampen og bliver leveret i nogle besynderligt opspeedede og syntetiske plasticpop-versioner helt uden dybde og charme. Det er fladt, tyndt og både lyder og ser ud som et billigt melodigrandprix-show. Publikum ser heller ikke ud til at være synderligt begejstrede for duoens præstation, hvor køerne til drinks- og fadølsbarene bliver længere og længere under koncerten.

Vital britpop
Meget bedre bliver, da Blur to timer senere går på samme scene. Det er fjerde gang inden for et år, at jeg er til Blur-koncert, og de gendannede britpoppere leverer hver gang og er en sikker garant for fest, fællesskrål og nogle af 1990'ernes allerbedste numre. Det er gruppens sidste europæiske festivalshow på denne turné, og især frontmand Damon Albarn er i et vældigt humør og kaster det meste af koncerten kaskader af vand ud mod publikum, mens han hopper rundt på scenen og laver rullefald og andre narrestreger. Der er tryk på fra start til slut med en lang hitparade, der går helt amok i et kollektivt "Wu-hu!!", da "Song 2" bliver spillet til allersidst.

Herefter var det tid til at fortsætte festen og hoppe på en af shuttlebusserne ind mod byen og gå på opdagelse i det berlinske natteliv, der for mit vedkommende varede til klokken 7.00 om morgnen på en udendørs elektronisk klub ved Spree-floden.

Mørk post-punk
Godt brugt efter fredagens udskejelser fik jeg efter en meget sen og solid morgenmad lørdag eftermiddag i Prenzlauer Berg hoppet på U-bahnen ud mod Tempelhof. Jeg gik straks ned til Pitchfork-scenen, hvor den britiske pige-post-punk-kvartet Savages lige var gået på scenen.

De fire piger har kort hår, er i knaldsort tøj og signalerer en no-nonsense attitude. Musikken er råt for usødet, og der er smæk for skillingen. Det er beskidt og skramlet og dystert og drone-agtigt. Nogle gange minder det om Joy Division eller Patti Smith og andre gange som tysk krautrock eller ren hvid støj. Det er især den plyssede forsanger Jehnny Beth, der med sit hypnotiserende blik og indfølte vokal stjæler showet og er koncertens indpisker og shaman. Dog kommer koncerten aldrig helt op at ringe, men det skyldes i høj grad, at koncerten bliver leveret i dagslys på en stor udendørs scene, der ikke gør noget godt for bandets stil og attitude. En mørk og mindre scene ville her have været at foretrække.

Stilskabende støj
Efter lidt intermezzo med den tyske hip-hop-stjerne Casper, som i den grad formåede at få kastet håndtegnene i vejret, var det tid til My Bloody Valentine. Tidligere i år oplevede jeg det stilskabende band ved Primavera Festival i Barcelona, hvor de dog ikke gjorde meget væsen af sig under en vindblæst og kold koncert. Denne aften i Berlin gik det heldigvis bedre, og det var en sand fornøjelse at sidde på den varme asfalt på landingsbanen sammen med et begejstret publikum og lytte til de overjordisk smukke numre fra årets comebackalbum "m b v" samt støjrockklassikerne fra de legendariske album "Isn't Anything" og "Loveless". Frontfigur Kevin Shields er blevet både overvægtig og gråhåret, men musikken fejler intet, og der bliver vanen tro skruet helt op for volumen, lige til det når smertegrænsen.

Elitær partykiller
Lørdag aftens største navn var den islandske vulkan Björk, der leverede et storslået og grandiost show, der samtidig var helt uforløst og alt for elitært. Björk har altid gået sine egne veje, og hendes drivkraft er nysgerrighed og kompromisløshed, som der ofte er kommet nogle meget personligt og interessante musikudtryk ud af. I lørdag aftens show knækkede filmen dog, da divaen havde allieret sig med hele 10 korsangerinder, der samtidig fungerede som dansere i den totalt gennemkoreograferede performance.

Showet mindede mere om en moderne danseperformance end en koncert, og det skal ikke forstås positivt. Det hele stod i stampe og kombineret med en meget snæver sætliste uden et par af hendes mere udadvendte og fede popsange til at løfte det hele og skabe en god lørdagsfest, blev det hele en flad fuser.  Man kan desuden mistænke Björk for at have lånt lidt for meget af svenske The Knifes nye koncertformat, der ligeledes byder på dans og visuals og ikke så meget andet end det. Under alle omstændigheder var det hele en regulær partykiller, hvor folk skuffede sivede stille væk og i stedet tog ind mod Berlin til klubkoncerterne og de mange afterparties. Selv fulgte jeg trop og endte med at hoppe rundt på et par lækre berlinske klubber til den lyse morgen. En god afslutning på en lidt blandet festival, der dog vandt på sit gode publikum, topservice og en fed location.

Se mange flere billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion