x

Se MØ svinge lokkerne i ny musikvideo

Se MØ svinge lokkerne i ny musikvideo

Den unge, danske sangerinde MØ og hendes signaturmove med den svingende fletning er hovedingredienserne i musikvideoen til singlen "XXX 88". MØ og hendes faste producer Ronni Vindahl er hooket op med den amerikanske producer Diplo – kendt som bagmand for Major Lazer – på den nye single, og tracket havde premiere på BBC Radio i slutningen af august.

– Major Lazer er en af de kunstnere, som har påvirket mig mest, og jeg har tidligere sagt, at mit drømmesamarbejde ville være med Diplo. "XXX 88" ligger meget i linje med mine andre numre og blander noget streetet med noget punket og noget soulet, samtidig med at det er et popnummer. Men der er nogle synth-flader, som er meget Diplo, fortæller MØ.

"XXX 88" henviser til teksten, der kredser om forgiftede ungdommelige tanker – om hele tiden at lede efter et bestemt sted, man er lykkelig. XXX'erne er taget fra giftflasker, og '88 er MØ eget fødselsår. I videoen tages der også udgangspunkt i teenageværelset, dagdrømmene og udelængslen.

MØ blev landskendt i foråret 2013, hvor hendes første single "Pilgrim" blev udvalgt som P3's Uundgåelige i uge 12. Med singlen "Pilgrim" fik både Danmark og resten af verden øjnene op for den 24-årige newcomer. Blandt andet har det amerikanske musiksite Pitchfork rost hende for originalitet og mix af genrerne. Siden har MØ udgivet singlen "Waste of Time".

Samarbejdet med Diplo vil højst sandsynligt give hende endnu et skub mod det internationale marked. Dertil figurerer MØ ifølge pålidelige kilder på den verdenskendte, svenske dj Aviciis debutplade, der er sat til at udkomme den 16. september. MØ assisterer på singlen "Dear Boy", der kan findes på YouTube.

Vi venter stadig på debutalbummet fra MØ, der er sat til at udkomme i starten af det nye år.

Se den helt nye video med MØ og Diplo her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA